Julelysene slukkes
Butikken på Plesnervej lukker efter otte år. De sidste nisser og lysrør skal sælges lige inden påske.

Blandt de mange kendisser, som har tændt julebelysningen er borgmester Mogens Gade, som her ses sammen med Anders Andersen Arkivfoto: Ajs Nielsen
Det fantastiske julelyshow på Birkegården på Plesnervej i Arentsminde - Jammerbugtens svar på juletræet på rådhuspladsen i København - er en saga blot. Efter otte år med den kendte julelysbutik er det definitivt slut. - De seneste tre år er det gået ned ad bakke med omsætningen. Om det skyldes krisen eller konkurrence fra andre, ved jeg ikke. Men når vi skal bruge masser af tid på julebutikken, skal der også være et udbytte. Og det er der ikke mere. Men det er en tung beslutning at lukke definitivt, siger Anders Andersen som sammen med hustruen Dorthe har drevet butikken. Den berømte julebutik holdt åbent hver dag fra midt i november til juleaften. Den omfattende julebelysning i forbindelse med julebutikken blev hvert år tændt af nordjyske kendisser ved en festlig sammenkomst. Bl.a. borgmester Mogens Gade, Ib Grønbæk og Skovmand og Bue har trykket på knappen. Anders Andersen fortæller at han og hustruen fortsat vil have udendørs julebelysning. - Vi kan ikke helt undvære julelysene. Men det bliver naturligvis i noget mindre format end tidligere. Vi skal jo også tænke på miljøet, lyder det fra Anders Andersen. Da Birkegårdens julebutik lukkede 24. december sidste år, var der stadig masser af varer på reolerne og i lageret. De skal sælges nu. - Vi har nisser, motiver, lyskæder og plastslanger med lys, fortæller Anders Anderen. Ophørsudsalget finder sted lørdag 31. marts og søndag 1. april - julen varer jo lige til påske.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.