EMNER

Julelyset for de udvalgte

Ikke alle handelsdrivende skal nødvendigvis have julelys i øjnene. I hvert fald ikke hvis det står til formanden for Hjørring Handelsstandsforening, Per Boe Larsen, Hassing.

Det kom frem på foreningens generalforsamling torsdag aften i Metropol. Hvis ikke man er medlem af foreningen og dermed bidrager til markedsføring, arrangementer og udsmykning, så skal man måske undvære julelysene. Foreningen har i dag 154 medlemmer - det laveste i flere år. - Der gøres rigtigt mange gode tiltag fra foreningens side for at trække kunder til byen. Derfor er det også nødvendigt, at foreningen loyalt bakkes op af alle byens butikker. Det er ikke tilfredsstillende, at mange af de udefrakommende kædebutikker uden omkostninger lægger sig i kølvandet på den gode markedsføring, som byens butikker og foreningen sammen præsterer, lød det i beretningen fra foreningens formand, Per Boe Larsen, Hassing. Han mente for eksempel, at det ikke er rimeligt, at kædebutikkerne bare holder åbent, når handelsstandsforeningen arrangerer og betaler for open by night. For at vise byens kunder, hvem der støtter handelsstandsforeningen, satte foreningen til jul røde hjerter på medlemsbutikkerne. Julens udsmykning og arrangementer var sidste år også ekstra omkostningsfuld - mere end 375.000 kr. betalte foreningen. - Personligt havde jeg ikke noget imod, at der ikke var julebelysning dér, hvor der ikke er medlemmer af Hjørring Handelsstandsforening, lød det fra Per Boe Larsen. Foreningens kasserer Claus Bak, lagde op til, at foreningen skal spare og de kommende to år opbygge egenkapitalen, som har været negativ de senere år. Der var ikke mødt tilstrækkelig mange op til generalforsamlingen i Hjørring Handelsstandsforening til at man kunne ændre på vedtægterne. Derfor skal der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling for at foretage en række stramninger af de hidtidige vedtægter. Ét af de mest tydelige ændringer bliver, at foreningen fremover skal hedde Hjørring Handel. På generalforsamlingen sagde medlemmerne farvel til den handelschef, de sagde goddag til for ét år siden. Karsten Jakobsen har sagt op, og nu skal bestyrelsen på jagt efter en anden. Det vestes først at ske efter sommerferien. Der var genvalg til bestyrelsesmedlemmerne Claus Bak, Roy Hansen og Morten Kjær. Christina Østergaard ønskede ikke genvalg, og i stedet valgte man Line Krogh fra Blomsten.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden