EMNER

Julemåned og de ni læsninger

FREDERIKSHAVN:Abildgård Kirke kalder til de ni læsninger søndag 14. december. Arrangementet er blevet en vigtig del af traditionen i julemåneden. De ni læsninger er en musikgudstjeneste, som er sammensat af læsninger, fællessalmer og korsang. Teksterne er hentet fra både gamle og nye testamente, begyndende med det skabende lys frem til de kendte tekster omhandlende Jesu fødsel. Teksterne læses af medlemmer fra kirkens menighedråd og kirkekor, men også ganske alm. kirkegængere har sagt ja til at medvirke ved læsepulten. Korsangen leveres af Abildgård kirkes Voksenkor, som til denne lejlighed er udvidet med en del gamle sangere, så sangen rigtig kan få vinger under træloftet. Koret dirigeres af organist Søren Rasmussen. Ved orglet sidder Claus Bach Nielsen, som nu er halvvejs som organiststuderende ved Nordjysk Musikkonservatorium i Aalborg. Claus Bach Nielsen er ansat på deltid ved Sct. Hans kirke i Hjørring.