Julemand i isdans

Julemand og rådmand leverede pauseunderholdning på skøjtebanen

EMNER 1. december 2002 07:00

AALBORG: Måske burde julemanden og Aalborgs skole- og kulturrådmand Nils Bell (V) overveje at deltage ved næste VM i isdans. De to dannede et nydeligt dansepar på skøjtebanen, da der opstod en pause i programmet. Pausen opstod, fordi sang- og dansegruppen Zynergi endnu ikke var helt klar til at gå på scenen. Ventetiden udfyldte FDF's seniorblæsere med "Kender du den om Rudolf?", og helt spontant bød julemanden Nils Bell op til isdans, som endte i ren klappekage. Det lille ekstranummer vakte stor jubel blandt de hundredvis af børn og forældre, som stod tæt pakket om skøjtebanen på C. W. Obels Plads. Jubelen var næsten lige så stor, som da de seks energiske unge mennesker i Zenergy et øjeblik efter overtog scenen. Selv om det både regnede, blæste og var koldt, var tusindvis af mennesker mødt op på Honnørkajen for at tage imod julemanden. Han ankom traditionen tro i Grønlandsskibet Kista Artica og havde både kone og barn med. Honnørkajen var et stort menneskehav, da julemanden præcist klokken 11 steg i land. "Hohoho" lo julemanden og vinkede, mens han skridtede afsted på honnørkajen, hvor børnene stod tæt bag afspærringerne i flyverdragter og andet varmt tøj. De børn, der ikke var kommet tidsnok til at komme helt frem i første, anden eller tredje række, kiggede med siddende på fars skulder. Alle - såmænd også de voksne - var ivrige efter at få et glimt af manden med det lange, hvide krøllede skæg. Julemanden, som blev budt velkommen af borgmester Henning G. Jensen (S), opfordrede de mange børn og deres forældre til at gøre julen til en begivenhed, hvor der ikke alene tænkes på gaver og den slags, men også på at værne om naturen og miljøet. Og så satte julemanden sig ellers i kanen, for han havde mange ting at se til i Aalborg, inden han skulle videre. Normalt bliver julemandens kane trukket af rensdyr. Men sådan er det ikke i Aalborg, hvor to gule heste trak læsset. Kanen var også en smule snyd, for der var hjul under. Men på trods af disse små trick og den manglende sne var det lige før, at de mange tusinde mennesker kom i julestemning. Og det selv om der stadig er over tre uger igen. Næste stop på julemandens vej gennem byen var det store juletræ ved Nytorv, hvor børnene plejer at hænge deres sutter. I år er ingen undtagelse fra traditionen, og julemanden lovede at hente alle sutterne inden jul. Det var også lagt i julemandens hænder at åbne boderne på Gammeltorv, som i december er omdannet til et levende marked med lidt til ganen, den søde tand og andet godt. Næstsidste station på vejen gennem byen var skøjtebanen, hvorefter julemanden sluttede af i det mekaniske nisseland på kvægtorvet. På det tidspunkt trængte han vist også til lidt staldvarme.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...