EMNER

Julemanden anmeldt - smed tøjet

Hobro Politi efterlyser i øjeblikket en mand i sin bedste alder måske delvist iført røde bukser, rød trøje, kappe med hvide kanter og en hue, der passer til. Han beskrives som lidt buttet af bygning og med langt hvidt skæg.

En frue på Fjordparken i Hobro følte sig krænket og den begyndende julefred i den grad forstyrret, da hun lørdag nat kikkede ud i sin baghave. Her stod selveste julemanden godt i gang med at smide tøjet. Hvor meget, han nåede at tage af, vides ikke med bestemthed. Men Kl. 03.12 tog fruen i hvert fald telefonen og anmeldte, hvad hun havde set til politiet. Selv om en politipatrulje hurtig kom til stedet, var der absolut ingen spor af hverken julemanden eller hans forskellige beklædningsgenstande. Der var heller ingen spor efter hverken rensdyr eller kanemeder i græsset. Det behøver i sidste ende heller ikke være julemanden, der står bag episoden, mener man på politigården. Der kan være tale om en, som blot var klædt ud - og af som julemand.