Julemanden med følge lægger til i lystbådehavnen

NIBE:Nok rimeligt nemt for kunderne, men ikke nødvendigvis for arrangørerne af søndagens store finale på fremstødet "Kjøbstadsjulen". Logistikken, planlægningen, timingen, kræver masser af klare hjerner, blod, sved og tåre, og lykkes det mon julemanden og hans følge at lægge til i lystbådehavnen for første gang i ret mange år. Handelsforeningen samarbejder med Erhvervs- og turistcenter, Nibe, ETC, om den måske mest ambitiøse sidste handels-søndag før juleaften nogensinde, og de har en plan: Kl. 10 sponsorerer handelsforeningen den første af to gratisforestillinger i Kino Nibe - "Tigerbrødre" - butikkerne åbner kl. 11, personalet går ikke hjem før kl. 16, og 13.30 ankommer jule-manden til lystbådehavnen. - Hvor mange nisser han har med ombord er endnu usikkert, men det er mange, og kun vejret kan forhindre skibet i at lægge til, siger ETCs Jette Grønhøj. DMI er optimist: vejrudsigten for søndag lød i skrivende stund på sol, omkring fem grader, og let til frisk vind fra nord- og nordvest. Forhold, der hvis de holder, næppe kan forhindre en lille sejr for den fjordfarende julemand, der mere eller mindre frivilligt har sprunget kjøbstaden over så mange år i træk. Nisseoptoget starter på lystbådehavnen tilsat Nibe Blæserne, en ret rød brandbil, og yndige nisseklædte ekvipager fra Nibe Rideklub. Ruten: Strandgade, Mellemgade, St. Algade, Grydstedvej, Skomagergade, Torvet, hvor en af de mest kendte med titlen "Årets Nibenit" i mands minde, Hans Henrik Henriksen, kl. 14 udtrækker hovedgevinsterne i det store julelotteri, hvor der er 5000 skattefri kroner til den heldige førstevinder.