EMNER

Julemanden set i løb i Aalborg

Juleløbet

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Regnen kunne hverken holde julestemningen eller løberne tilbage til det nye motionsløb, juleløbet. Foto: Claus Søndberg

Normalt lader han sig transportere i en kane trukket af rensdyr, men i går blev han set i løb i Aalborg centrum. Julemanden. Ligesom cirka 100 andre nordjyder, havde han tilsyneladende valgt at bruge den første december-weekend på at deltage i det nye løb, juleløbet, som Aalborg Motion står bag. Et løb, der med en rute gennem julehandlen i gågaderne, varm kakao i stedet for vand, en obligatorisk runde om det store juletræ ved Gabelstorv før målstregen kunne passeres og gaveuddeling, ikke var, som løb er flest. Løbere i alle aldre Med distancer på to, fire og seks kilometer - henholdsvis en, to eller tre gange gennem gågaderne - var der lagt op til et løb for hele familien. Måske især for de mindste. En af dem var Ralf Munk-Schaltz på fire år, der gennemførte sit første løb, da han i følgeskab med sin mor tilbagelagde ruten på to kilometer. - Det er et rigtigt hyggeligt arrangement, og jeg tror bestemt, at vi kunne finde på at tilmelde os igen næste år igen, fortalte Ralfs mor, Lise Munk-Schaltz, mens Ralf mest af alt var interesseret i den varme kakao. Gentager løbet Initiativtager, Gitte Melph fra Aalborg Motion, var også godt tilfreds med løbet, som hun håber på at kunne arrangere igen til næste år. - Det er sjovt at stå for et løb, der er lidt utraditionelt og uhøjtideligt, siger hun. - De butikker, vi har snakket med, har også taget godt imod idéen med at lade løbet foregå i gågaderne. Løberne er jo bare glade mennesker, så de skaber også en ekstra juleoplevelse for de handlende. Vi har generelt kun fået positive tilbagemeldinger, siger hun. Dans om træet Det eneste forvirrende element var, at julemanden blev så begejstret for den afsluttende tur rundt om store juletræ på Gabelstorv, at han ikke ville nøjes med én runde om træet. Det fik uforvarende flere løbere til at følge trop og dermed forlænge deres tider med nogle sekunder. Konklusionen må være, at jul trods alt ikke altid rimer på sul.