Julemanden stadig i byen

ARENTSMINDE: Godt 60 børn, forældre og bedsteforældre skabte en festlig stemning, da Arentsminde Borgerforening holdt sin juletræsfest på Arentsminde Kro og Cafeteria. Borgerforeningen havde engageret en trio bestående af Jan Mosbæk, Jens Hostrup-Jessen og Per Gregersen til at varetage det musikalske islæt ved juletræsfesten, og trioen, hvor alle har tilknytning til Brovst Musikskole, gennemførte en yderst vellykket underholdning. Først var det de kendte julesalmer, der blev sunget ved dansen om juletræet. Dansen om træet blev afsluttet mere løssluppet med blandt andet ”På loftet sidder nissen med sin julegrød.” Herefter underholdt trioen med flere sanglege blandt andet ”Jeg gik mig over sø og land” samt ”Boogie Woogie.” Efter disse lege lykkedes det børnene med en ivrig kalden at få julemanden til at komme, og det var så heldigt, at han havde en sæk indeholdende godteposer med. Efter endnu et par sanglege sang Laura Brostrøm, der er elev på Brovst Musikskole, Shu bi dua’s ”Den himmelblå” solo. Herefter var der pause, hvor der serveredes friskbagt lun kringle samt sodavand til børnene og kaffe til de voksne. Efter pausen blev der arrangeret små dansekonkurrencer, hvor det eksempelvis drejede sig om at danse den sjoveste dans, den smukkeste eller den dans med mest gang i. Rockklassikeren ”Johnny B. Goode” indgik også i trioens underholdning af børnene. Efter at Laura Brostrøm havde sunget og spillet sin egen komposition ”Jesus”, fik flere af de deltagende børn også lejlighed til at synge solo. Musik og sanglegene blev afsluttet med ”Tossedansen”, der ligeledes dannede afslutning på juletræsfesten.