EMNER

Julemanden vinkede farvel til Kappelborg

SKAGEN:30 elever fra Kappelborgskolens 9. og 10. klasser tog i går afsked med hverdagen ved det, der traditionelt betegnes "sidste skoledag". I år er situationen den specielle, at det er absolut sidste gang, klasseværelser fyldes med karameller og skolegården for en stund omdannes til et vandland. Den 104 år gamle skole var i går ramme om den sidste sidste skoledag. Heldigvis kom julemanden. Desværre havde han ingen overraskelser i sækken. Men sammen med paven, yankiebaren, lægen, englen, soldaten, indianeren og adskillige ældre damer uddelte han de eftertragtede karameller til de yngste elever. Netop 9. klasse eleverne er måske de, der kommer til at mærke mindst til, at Kappelborgskolen lukker. De skal jo alligevel videre i livet. To tredjedel af de øvrige elever skal efter sommerferien fortsætte på Hedeboskolen og resten på Ankermedets Skole. Blandt personalet er situationen den, at nogen er blevet fyret. Andre tager på kursus. Resten af lærerne og pædagogerne fordeles på de øvrige skoler. - For os er det en lidt trist tid. Alt hvad vi foretager os, gør vi for sidste gang, - også sidste skoledag, siger viceinspektør Jens-Erik Sørensen.