EMNER

Julemarkedet bliver udvidet til næste år

Hytterne på Gl. Torv har allerede haft flere end 100.000 besøgende

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ju­le­mar­ke­dets hyg­ge og cen­tra­le pla­ce­ring på Gl. Torv træk­ker men­ne­sker til.foto: tor­ben hansen

AALBORG:Fredag eftermiddag tog gæst nummer 100.000 en rundtur til hytterne, karrusellen og Julemandens Hus på julemarkedet på Gl. Torv, og det var Aalborg City ikke sen til at markere med en præmie. Og det store besøgstal er også årsagen til, at citydirektør Flemming Thingbak allerede nu har planer på tegnebrættet for en markant udvidelse af julemarkedet til næste år - muligvis med flere hytter og et pariserhjul. - Vi har i år sat en tæller op ved indgangen til markedet ved det Gl. Rådhus for at få et klart billede af, hvor mange mennesker der besøger julemarkedet, siger Flemming Thingbak. Den elektroniske tæller med censorer har altså registreret flere end 100.000 gæster, og selv om der ikke er tale om en videnskabelig metode, så sætter Flemming Thingbak sin lid til anordningen. - Den kan selvfølgelig tælle de samme personer flere gang, hvis de går frem og tilbage, men omvendt har vi ingen tællere ved indgangene fra det gamle posthus eller fra CW Obels Plads, siger han. Direktøren mener, at foruden hygge og charme så er det julemarkedets centrale placering midt i byen, der er årsagen til succesen. - Hvis det ikke lå så centralt, ville vi ikke have besøg af halvt så mange mennesker, mener han Under alle omstændigheder er cityforeningens bestyrelse så positivt overrasket over besøgstallet, at der nu lægges planer om at udvide næste års marked. - Vi vil satse stort. Det er allerede mere eller mindre aftalt, at vi næste år skal have fem gange så mange lys på træerne som i år, siger Flemming Thingbak. Han arbejder også med planer om at lade julemarkedet vokse sig større, så det også strækker sig over på den anden side af Østerågade. - Vi vil også gerne flytte karrusellen op på det øverste plateau på Gl. Torv, og så vil vi gerne udvide med et pariserhjul, siger Flemming Thingbak, der ikke er bange for at skyde på det samlede antal gæster til det en måned lange julemarkedet. - Vi når op på 175.000, siger han.