Julen blev sejlet ind i Sæby Havn

SÆBY:Vinterens mørke og sure sjaskvejr holdt en pause og var søndag blevet afløst af høj sol og masser af lysende sne. Rammerne var således perfekte, da handelsstanden over middag spillede ud med et af sine mest populære julearrangementer. Nemlig julebådens ankomst til Sæby Havn. Over 100 mennesker - heraf naturligvis mange børn - havde taget opstilling på kajen og kunne nyde synet af julebåden Kaperen, der først stak sin mast op over molerne og siden i fuld figur gled ind i havnen på det blikstille vand. Stille var der ikke ombord på skibet, for traditionen tro havde julemanden taget et helt nisseorkester med, og det gav lystige udgaver af julens sange, hvoraf et par stykker var fællessang. Vel ankommet gik julemanden i land, og han havde snart en kødrand af børn omkring sig. Ikke mærkeligt, når man rundhåndet deler ud af godter og også har masser af tid til at lege og snakke. Efter hygge på kajen begav julemanden, nisseorkestret og en stor del af de fremmødte sig af sted mod Sæby Torv. Igen for fuld musik. På torvet kunne man, som omtalt andetsteds på denne side, få en skålfuld risengrød at varme sig på. Sødagens underholdning på torvet omfattede også en koncert med Sæby Amatørscenes kor.