EMNER

Julen en befriende højtid

Der skrives ikke så mange julekort mere. Til gengæld sendes der et hav af sms’er og e-mails. Det er nok kun min generation og dem, der er endnu ældre (!), der synes, at det er en lidt fattig måde at kommunikere på i tilknytning til julehøjtiden. Imidlertid er det jo i bund og grund et spørgsmål om, at tiden og udviklingen går sin gang, og nye måder at kommunikere på opstår. Så langt så godt.

Det afgørende er, at der er en varm linje og nogle stærke bånd mellem mennesker som grobund for et dybt fællesskab, der kan bære, når også sorgen og modgangen melder sig, og vi for alvor har brug for hinanden. Julen har altid været den højtid, hvor mennesker får øje på hinanden i sorg og glæde. Derfor er julen også både tiden, hvor freden og fællesskabet i familien synliggøres, men også tiden, hvor konflikterne bryder ud i lys lue. I begge tilfælde vidner det om, at vi er udleveret til hinanden og er hinandens skæbne på godt og ondt. Det gælder, hvad enten man skal fejre julen med alle sine nærmeste, eller man skal sidde alene og mærke savnet og smerten ved tabet af en eller flere af sine kære. Når julen i bund og grund er en befriende højtid, hvad enten den på det personlige plan byder på glæde eller på smerte, sorg og savn, så hænger det sammen med det kærlighedsbudskab, der er og bliver julens inderste væsen. Det er det budskab, der gør, at vi ikke bare kan tale om juletiden, men også om julehøjtiden. Fortællingen om, at et lille barn, menneskesønnen, er født og udfrir os fra det helvede, vi mennesker ofte skaber for hinanden her på Jorden med budskabet om, at vi alle er elsket – ikke på grund af vores kvaliteter, men på trods af mangelen på samme – den fortælling sætter os fri. Der er vel at mærke ikke tale om en befrielse, der betyder, at nu kan vi bare gøre, som vi vil. Det er ikke en befrielse til ingenting eller en indholdstom befrielse. Det er en befrielse, der lukker troen, håbet og kærligheden ind i vores tilværelse. Det befriende ved julebudskabet er, at det er et budskab om, at livet ikke er tomt og ligegyldigt, men derimod en gave, man har fået, og samtidig en opgave gående ud på at sætte medmennesket og ikke sig selv i centrum. Det er svært, og netop heri ligger udfordringen og ansvaret, som vi mennesker må tage på os. Vi er heldigvis ikke alene om det. for dette, at Gud lod sin søn føde som menneske juleaften og lide døden på korset Langfredag for derefter at snyde døden påskemorgen, er den befriende dramatiske og fortættede fortælling om kærlighedens sejr over døden. Det er en fortælling, der sætter mennesket i en fundamental frihed – en frihed, der ikke må forveksles med tøjlesløshed, fordi friheden er bundet til troen og til ansvaret. Glæden ved at pakke livets gave ud er således andet og mere end dansen om guldkalven, som også i år er blevet danset så flittigt i ugerne op til jul. Hvis ikke det inderste lag papir omkring livets gave bliver fjernet og gavens dybeste indhold pakket ud og gemt i vore hjerter – ja, så bliver det måske nok en jul, hvor mange fysiske og materielle behov bliver opfyldt. Men det er den indre befrielse og ikke den indre besættelsesmagt, som en rendyrket materialisme er, der gør julen til andet og mere end en vammel forbrugsfest. Uden julens åndelige indhold var den ikke meget værd for andre end dem, der tjener penge på den. Men julen er en glædens og befrielsens fest og højtid målrettet mod hvert eneste menneske på hele Jorden. – Glædelig jul!