Julen er hård ved tænderne

København: Sidste år troppede over 1000 københavnere op hos Tandlægevagten i København med tandpine. Også i år forventer tilsynsførende tandlæge Per Guldbæk travlhed under "Hjerternes fest", for julens mange fristelser i form af sprød flæskesvær, søde sager og nødder er nødvendigvis ikke tændernes livret. - I år forventer vi ekstra travlhed, da mange almindelige tandklinikker har lukket de to hverdage mellem jul og nytår. Netop fordi der kommer så mange, er det ikke muligt at give tider som normalt hos tandlægen, siger Per Guldbæk og anbefaler, at patienter møder op med tålmodighed i bagagen, for der kan til tider være lang ventetid. Hvis tænderne knækker under julemiddagen, skal man huske sit gule sygesikringsbevis. Behandlingen sker mod kontant betaling, og priserne er højere end ved en normal tid hos tandlægen./ritzau/