EMNER

Julen er hjemme

Vi skal holde jul hjemme i år. Det siger min datter. Hun var ellers så heldig, at hun sidste år holdt jul under fjerne himmelstrøg, da det havde maget sig sådan, at vi kunne tage på en længere familietur. Men vi skal være hjemme i år, sagde den 12-årige stilfærdigt - hun plejer ikke sådan at bestemme på familiens vegne - både da det var på tale, at vi skulle holde jul hos mormor, og da jeg inviterede ud i verden, mens jeg slog på hvor dejlig en jul, vi egentlig havde sidste år. Hun kikkede op for at se, om det var almindelig far-drilleri, og så lettet ud, da det var. Da var det, at alvoren for alvor gik op for mig. Jeg havde måske nok fornemmet, at julelængslen havde været der lige siden sidste jul, men nok også voksenagtigt ladet være med at forstå, hvor meget jul med hele moletjavsen betyder i den alder. Så var det, at jeg pakkede min manierede juledistance ned og besluttede mig for at øve mig i at glæde mig med åbent barnesind. Det går meget godt. Ikke fordi det mangler med forhindringer. Pyntede Brugsen måske ikke op til jul, før de sidste blade var faldet af træet? Fortæller gode mennesker ikke om deres genvordigheder med, hvor de skal holde jul med hvem, og hvad så 2. og 3. juledag? Og er der ikke alt for mange, der er alene uden egentlig at ville. Jo, og den anden dag, så jeg sågar én, der - julemanden hjælpe mig - præsenterede et for mig helt nyt begreb: Julegaveproblemet. Julegaveproblemet!? Det er ikke sådan at få lov til at fast i en barnlig opfattelse af, at det bare er en fest, vi holder for at glæde hinanden. For eksempel med en velment julegave til nytte og/eller fornøjelse. Men jeg gør en indsats, gør jeg. For eksempel har jeg kun i begrænset omfang anført over for min datter, at hun jo aldrig vil glemme julen 2006, mens de andre juleaftner vil glide sammen i den tykke juleerindringsbog. Det vil heller ikke nytte. Omvendt gør det slet ingen skade, at hun har oplevet - og derfor måske bruge det til noget en dag - hvordan vi i den hvide verden moser vores jul udover den vide. Og jeg skriver ikke her om, hvorvidt man skal kaste med afladsgeder, når man selv bor i en gavebod eller ej, men om hvor massivt det er lykkedes os at markedsføre julen som højtidén og med symboler, der alle er hentet heroppe, hvor julen falder i den kolde tid. Det er jo, hvis nogen skulle have glemt det, kun den halve verden. Det er pudsigt - og lidt skræmmende - at opleve, at jernstativer pyntes med plasticgrønt for at ligne et fjerntvoksende grantræ, at der sprayes med hvidt for at give den rigtige julestemning - og ikke mindst at den tykke, disneyficerede julemand går med både pelsforet tophue, lange støvler og vinterfrakke i mange graders varme - og med rensdyr! Men lad det nu ligge til efter jul. Nu handler det om at feste med i børnenes fest - måtte barnesindet række.