EMNER

Julen i Skagen Kirke i gamle dage og i 2004

HØJTIDEN:Vi har været igennem en adventstid, fyldt med festlighed og alle mulige optakter og forberedelser til højtiden Julen. Den 25.december er Kristi fødselsdag. Fastlagt af de vestlige kirker for mange århundreder siden. Den ortodokse kirke i øst fejrer fødslen ved Helligtrekonger, men det skal ikke på nogen måde skille os ad. Sagen er den samme, og vi skal ikke hænge os i småting. Juleaften slår kirkerne i Skagen og Hulsig dørene op fem gange i alt. Sådan har det ikke altid været. Der var en tid, da danskerne ikke kendte til at gå i kirke juleaften. Til gengæld var man mand af hus julemorgen. Der er stadig ældre mennesker på landet, der synes, at sådan skal det stadig være, og det er ikke mange år siden, at man kunne møde den opfattelse også i Skagen. Men i 30erne indførtes der en juleaftensgudstjeneste, også i vor by, senere ligeledes i Hulsig. Og i de første år efter krigen var rammerne ved at sprænges, så man besluttede sig for en ekstra gudstjeneste. I 1952 inviterede man for første gang til en gudstjeneste kl.15, særligt "for MØDRE med deres børn"! Kl.16.30 kunne så fædrene komme. Tidspunkterne har vi holdt fast ved ! Kl. 15 og 16.30 er der de store og velbesøgte julegudstjenester for børn og voksne i alle aldre, og vi skal nok få plads til alle. Det samme gælder ved midnatstid kl.23.30. Denne gudstjeneste, med sin egen helt særlige stemning, blev første gang afholdt i 1989. Ligesom om eftermiddagen tilrådes det at komme i god tid. Også i Hulsig har besøget været stigende de senere år. Siden 1995 har vi været nødt til at afholde to gudstjenester, tidspunkterne er de samme som i Skagen, 15 og 16.30. En juletur til den lille kirke i de landlige omgivelser er en oplevelse. Ved alle gudstjenester samles der ind til Børnesagens Fællesråd. Det er indlysende, at vi denne aften tænker på de børn i vore omgivelser, der ikke har det godt. Juledag og 2.juledag er der festlige højmesser til sædvanlig tid 10.30. I begge kirker. Skagen kirke siger på forhånd glædelig jul til alle i sognet og i byen, med et på gensyn ved julens gudstjenester.