Julen kom til Jerslev

EMNER 1. december 2002 07:00

JERSLEV: Så er julen nået til Jerslev, og nyskabelsen med, at flere foreninger går sammen om juleaktiviteerne, blev en succes. Omkring 200 børn var mødt op i Jerslev Forsamlingshus, hvor der blev danset og leget. Det var Joanna Julenisse fra Dybvad, der underholdt børnene. De fik også godteposer, og det var julemanden, der kom med dem. Forlydender vil vide, at det var formand for markedsudvalget, Henrik Hansen, der gemte sig bag det hvide skæg. Bagefter gik alle til Torvet i Jerslev, hvor Joanna Julenisse legede med børnene omkring træet, der netop var blevet tændt. Det var første gang, julearrangementet blev holdt på den måde. Jerslev og Omegns Borgerforening plejer at holde juletræsfest mellem jul og nytår, men da der kun kom to børn i fjor, valgte borgerforeningen at stoppe med den mangeårige tradition. I stedet valgte borgerforeningen at gå sammen med Jerslev Sparekasse og Jerslev Handelsstandsforening om et julearrangement før jul. - Og det skifte er vi glade for, siger formand for borgerforeningen, Kurt Bering. Han og de andre arrangører kunne glæde sig over, at der kom ca. 200 børn til julearrangementet i forsamlingshuset, og de fulgte med til Torvet, hvor flere stødte til. Her var der i alt omkring 300. Der var æbleskiver til alle, og gløgg til de voksne. Arrangørerne fortæller, at Joanna Julenisse allerede er engageret til næste år: Torsdag før første søndag i advent - altså torsdag 27. november.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...