Julen reddet på nettet

Knæopereret mormor fra Thisted har gjort alle sine juleindkøb på internettet.

Inger Borgholm har siddet hjemme i sofaen med computeren og bestilt årets julegaver.Foto: Klaus Madsen

Inger Borgholm har siddet hjemme i sofaen med computeren og bestilt årets julegaver.Foto: Klaus Madsen

Lærer Inger Borgholm sidder i hjemmet på Ahornvej i Thisted og nyder stik mod alle odds julefreden. Alle indkøb er klaret uden et gran af stress på trods af en knæoperation. Den travle mormor kan læne sig roligt tilbage, for hun har opdaget internettes velsignelser og har købt såvel alle sine gaver som julemaden på internettet ¿ siddende ved sin skærm i kalenderlysets skær. Al julemaden blev bragt til døren her til morgen. Nemt at finde ud af Det begyndte med, at hendes datter sendte et link til en legetøjsbutik på nettet, hvor hun kunne købe børnebørnenes gaveønsker. Det var nemt at finde ud af, og nu ved hun, at de får lige præcis, hvad de ønsker sig. - Jeg er blevet helt vild med at handle på nettet, fortæller Inger Borgholm og tænker med et lille gys på, hvordan hun ellers skulle have klaret det hele. - Det ville have været helt umuligt for mig i år, halvdelen af byen er gravet op på grund af byggearbejder, så man i forvejen næsten ikke kan komme rundt, SuperBrugsen har været lukket på grund af skadedyr, og Kvickly har halvtomme hylder, fordi forretningen snart skal lukke, siger hun. Inger Borgholm er typisk for den moderne bedstemor. De har i dag normalt fuldtidsarbejde, så computere er en del af hverdagen, men tiden til at købe gaver ¿ som bedsteforældre jo gerne vil - er knap, ikke mindst er det svært at nå det i butikkernes normale åbningstid. Ældre godt med 2007-tallene fra Danmarks Statistik bekræfter, at det ikke kun er Inger Borgholm, men hele bedsteforældregenerationen, der er godt med, når det gælder brug af internet og e-handel. Fire ud af 10 danskere over 60 år har købt varer eller tjenester på internettet inden for de seneste tre måneder, for danskere i 50 års-alderen, som Inger Borgholm tilhører, er tallet endnu højere. Anja Lytzen fra internetbutikken Lirumlarumleg.dk - en af danskernes foretrukne forhandlere af kvalitetslegetøj til 0-6-årige på nettet - har ligeledes erfaret, at bedsteforældrene efterhånden er flittige kunder. Rigtig mange har taget springet ud i cyberspace her op til jul - ofte henvist af deres voksne børn. - Første gang, de skal prøve at handle hos os, ringer de tit op, fordi de er usikre. Men når vi så har guidet dem igennem en handel, er den typiske bemærkning ¿Guuuud, er det så nemt?¿, siger Anja Lytzen. Den første gang... Inger Borgholm mindes sin positive overraskelse over den første gang, hun handlede på nettet. - Min datter havde sendt et link. Jeg bestilte og tastede cifrene fra mit dankort ind. Jeg fik lynhurtigt bekræftet ordren med blandt andet god forbrugerinformation om, hvornår pengene ville blive hævet og mine rettigheder. Varerne kom i løbet af få dage. Jeg har desuden opdaget, at nettet giver mig et meget større udvalg, end hvad der findes i de lokale butikker, fortæller Inger Borgholm uden julestress i stemmen. - Bruger du så flere penge på julegaver og andre juleindkøb, når du handler på nettet? - Nej, for nu køber jeg kun det, som jeg har bestemt mig for. Hvis jeg stod i en butik og ikke lige kunne få den gave, jeg gik efter, så ville jeg måske vælge det næstbedste og så købe lidt ekstra som kompensation. Nu får jeg lige præcis det, jeg går efter. Jeg bruger ikke flere penge, men føler, at de bliver givet bedre ud på bedre gaver, forklarer hun, der inspireret af sine gode erfaringer fra gavekøbene nu også køber sine dagligvarer på nettet på Torvet.dk. Al julemaden fra kød til frugt og grønt er bestilt på nettet og leveret til døren. - Mange, jeg kender, siger, at de helst vil se varen først. Jeg behøver nødvendigvis ikke at holde en vare i hånden, før jeg køber den. Når jeg handler dagligvarer, ja, så er en liter mælk fra Thise en liter mælk fra Thise, siger hun. Samme julehygge Inger Borgholm afviser, at det går ud over julehyggen at købe gaver over nettet. Hun savner ikke at stå i lange køer og få at vide, at varen er udsolgt. - Der er så mange andre ting, man kan lave end at fare rundt. Jeg tænder julelys ved siden af computeren, julehygger og har tid til at få gæster, siger Inger Borgholm, der håber på at være gående igen til juleaften.