Julen var god ved butikkerne

Julen har givet forretningsfolkene lys i øjnene efter, at kasseapparaterne og kontokortene er blevet slidt godt og grundigt oven på indførelse af pauselån og udsigt til næste års skattelettelser.

Der er blevet langet godt med julepakker over disken i hele Nordjylland. Over næsten hele linjen meldes der om stor tilfredshed og stigning i salget - eller i hvert fald en lige så god jul som i fjor. - Vi er godt tilfredse. Det er gået bedre end i fjor. Der har været en stigning i omsætningen på mellem fem og syv procent, siger Niels Andersen, formand for Aalborg City, der har 300 forretninger i Aalborgs midtby som medlemmer. - Vi har den politik, at kunderne kan få pengene tilbage, hvis de ikke vil bytte til noget andet. Så slutresultatet afhænger af hvor mange, der vælger det. Men lige nu ser det ud til at blive ligeså godt som i fjor, siger Erik Sørensen, direktør for Magasin i Aalborg. Netop lørdag var landet over den store byttedag og startskuddet til flere dage med "gave retur-ræset". I stormagasinet Salling få meter tættere på Nytorv er der også tale om et pænt julesalg uden, at chefen vil ud med noget konkret tal for, hvor godt salget er gået. - Vi offentliggører ikke vores salgstal, men det er gået fornuftigt med en vækst, som ikke er tociffret. Men det er jeg godt tilfreds taget i betragtning, at julen i forvejen giver en god omsætning, siger stormagasinchef Henrik Libak. Nord for Limfjorden har man også før jul haft travlt med at binde julesløjfer. - Vi har haft et forrygende julesalg. Det er gået rigtig godt, og der er en klar stigning i forhold til sidste år. Der er selvfølgelig forskellige meldinger fra forretning til forretning, men generelt set vil jeg vil skyde på en 15-20 procent fremgang i omsætningen, lyder det fra Hans-Henrik Hansen, formand for Handelstandsforeningen i Brønderslev. Hans formandskollega i Løgstør Handelsstandsforening, Kirsten Kjær, har også glæde i stemmen. - Jeg er ikke helt færdig med at gøre regnskabet op, men min fornemmelse siger mig, at det er gået fint. Bedre end sidste år, men noget præcist tal har jeg ikke. Måske en 10 procent stigning, hvis jeg skal komme med et forsigtigt bud.