Julenisser med til ti års jubilæum

Kreative unge gør klar til jubilæum med sækkestole og julerier

Nibe 10. september 2002 08:00

STØVRING: Når Produktionsskolen Nibe/Støvring fredag holder ti års jubilæum med åbent hus har også julemanden repræsentanter med ved begivenheden. Ikke fordi at der er særligt tætte forbindelser mellem skolen og julegavernes grønlandske førstemand. Men eleverne på skolens kreative linie har faktisk brugt en del af de svedigt varme sommertimer på at sidde og lave pyntelige figurer af nisser og julemænd. - Det har været lidt specielt at skulle sidde og lave juleting, mens der var 28 graders varme omkring en. Men vi har fået lavet en del, siger lærer Connie Mikkelsen og nikker mod en bakke, hvor små nisser med store smil og huer sidder tæt sammen. Den kreative linie er ganske ny og har kun været i gang siden maj. Tanken er, at den skal producere på bestilling fra hvem, der nu end måtte have rimelige ønsker og lidt at betale med. Det er der foreløbig ikke så mange, der har gjort, men Connie Mikkelsens håb er, at blandt andet det åbne hus kan gøre mere opmærksom på den lille afdelings kvaliteter. - Vi har blandt andet syet gardiner til hele huset og til Nibe Festivalens bus. Store sækkestole, hvor der er plads til to børn ad gangen har været solgt til private, og vi skal også til at lave en rigtig julemandsdragt færdig, fortæller Connie Mikkelsen. Hun er kommet til skolen fra Bakani Tilskærerskole i Aalborg og er uddannet skrædder fra Aalborg Teater. Stormagasinet Salling har hun også været ansat i. I øjeblikket sidder der daglig otte elever på produktionsskolens kreative linie og bisker med forskellige ting. Der har også været seks og helt oppe til ti, for tallet svinger lidt, heldigvis. Stedet er målrettet til unge under 25 år, der ikke har en ungdomsuddannelse bag sig, og som skal bruge lidt tid og målrettede udfordringer på at finde en ny kurs. Derfor sker det jævnligt, at en elev ikke kommer mere efter at have fundet ind på en lærlingeplads, et job eller en uddannelse. Gennemsnitligt er eleverne på skolen fem måneder, inden de går videre til noget andet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...