Julens ansigter

"Nu er det jul igen, nu er det jul igen, og julen varer lige til påske".

Flemming Jansen
fhv. borgmester/lektor, freelancejournalist, Østerled 5, 9490 Pandrup
Flemming Jansen
EMNER 23. december 2011 05:00

Det ved jeg nu ikke, om den gør i verdslig forstand, men i kommercielt regi har den i hvert fald varet siden sidst i oktober, hvor mange butikker og varehuse markerede, at var julen ikke kommet endnu, så var julehandelen til gengæld! Hele gave- og indkøbsræset i tiden op til jul er således et af julens mange ansigter. Man kan lide det eller lade være - hele den materielle side af julen fylder meget. Den store forbrugsfest med samfundsøkonomerne som præsteskab kender vi alle. Vi kan jo under ét samle alle julens verdslige og materielle ansigter under én hat, nemlig den legendariske nissehue. Man kan også vælge at skelne mellem to juleansigter, nemlig julehøjtidens ansigt på den ene side og juleriets ansigt på den anden. Det sidste ansigt har som sagt nissehue på og er fyldt med trængsel og alarm, mens det første indeholder julefred, tro, håb, kærlighed og en dyb ægte glæde, som der kan leves et liv på. Langt de fleste danskere konfronteres med begge disse julens ansigter hvert år, og for langt de fleste danskere udelukker det ene ansigt heldigvis ikke det andet. Det gælder om at finde balancen mellem det materielle og det åndelige. En gang imellem har man alligevel en klar fornemmelse af, at julehøjtiden er ved at drukne i alt juleriet. Hvis juleriet imidlertid kommer til at stå alene, ender julen med at blive et orgie af åndelig fattigdom - et tomrum fyldt ud med nisser, julehjerter, Søren Banjomus, marcipangrise og alskens skæg og ballade. Hvis derimod julefreden får lov at sænke sig i vores indre, og julebudskabets eksistentielle betydning for hver enkelt af os får lov til at træde frem og blive synliggjort nu, hvor den rigtige glade jul fejres i de næste par dage - ja, så skal julen nok bevare sin betydning og sit tag i de allerfleste af os. Det kristne julebudskab, som lyder til menneskeheden, lover os ikke et let og ubekymret liv uden modgang, sorger og bekymringer. Men det fortæller os, at kærligheden er kommet til verden, og at vi alle vore mangler til trods ikke er vejet og fundet for lette. Hver eneste af os er i al vores ringhed kærlighed værd. Det er der da nok grund til at glæde sig over i taknemmelighed og lade glæden og taknemmeligheden komme til udtryk ved bl.a. at lytte til det evigt unge budskab i juleevangeliet og synge julens mange gamle, men også evigt unge salmer. Julens budskab gør os fri - fri for at rende rundt og gøre os fortjente til Guds accept. Alle julens materielle ansigter er underlagt tidernes forskellige trends. De kan skifte fra det ene år til det andet, ligesom gavernes størrelse og indhold til enhver tid vil afspejle den aktuelle økonomiske og samfundsmæssige situation. Julens åndelige ansigt er i modsætning hertil uforandret fra år til år, og det har den fantastiske egenskab, at det ejer evig ungdom, fordi troen, håbet og kærligheden har besejret alt det, der har med død og forgængelighed at gøre. Derfor handler det om ikke at lade julens materielle og kommercielle ansigt skygge helt og aldeles for det andet. Som en kronikør skrev forleden i et landsdækkende dagblad: "Samfundsnormen truer med at underminere julen, fordi sansen for det underfulde drukner i larmen. Julen udfordrer samfundsnormen, fordi sansen for det underfulde gør juleræset til en lidt latterlig fejltagelse. Det gælder om at fastholde den udfordring." Det gælder med andre ord om at lade ikke døden og forgængeligheden, men derimod livet og kærligheden få det sidste og afgørende ord ... Glædelig jul!

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...