Juleost af vinkvas

Ostemanden fra Vindblæs sammen med lokal vinavler om ny ost

Ostemanden i Vindblæs med årets juleost, der er blevet til i samarbejde med Glenholm Vingård. Foto: Martin Damgård

Ostemanden i Vindblæs med årets juleost, der er blevet til i samarbejde med Glenholm Vingård. Foto: Martin Damgård

VESTHIMMERLAND:Ideen opstod over en kop kaffe mellem Betina Zimmermann, indehaver af Ostemanden fra Vindblæs og Hans Jørgen Madsen fra Glenholm Vingård i Næsby ved Ranum. Hvorfor ikke få et større udbytte af druerne ved at pryde ostens smag? Resultatet er den første juleost marineret med dansk produceret vinkvas, som Ostemanden fra Vindblæs med stolthed præsente- rede på julemånedens første dag. - Vi har marineret en almindelig brieost med vinkvas fra Glenholm Vingård. Vinkvas er rester af vindruer, når de er blevet presset til vin, forklarer Betina Zimmermann. De sidste par måneder har de forsøgt sig frem, men nu skulle den være der. - Der er en rød drueost, som er marineret med Buteo rødvinsdruer, og en grøn drueost, hvor Li- mosa-druerne er presset til dessertvin. Den grønne er lidt skarp i smagen, mens den røde er mere sød, siger Betina Zimmermann. Begge betragter de denne jul som et prøveår. Hvis ostene falder i folks smag, ja så kan man forvente, at juleosten kommer på hylden, hver gang kalenderen kan bladres til december. Ostene er ikke egnet til morgenmad, men derimod til julefrokosten eller som aftenost med en øl og en lille skarp til. Samtidig leverer Glenholm Vingård en vindruesirup, der skulle egne sig ovenpå de speciallavede brieoste.