EMNER

Julepremieren udsat til påske

Jetlink opgiver start i år

FREDERIKSHAVN: Rederiet Jetlink har definitivt udskudt sine planer om at starte hurtigfærgesejlads mellem Frederikshavn og Moss fra jul til påske. Det norske rederi har gennem efteråret flere gange bebudet, at det nu var om ikke dagen før, så i hvert fald dagen før dagen, at Mossfærgen dukkede op i Frederikshavn. Senest oplyste rederiets talsmand, at færgen skulle sejle juleindkøbslystne nordmænd til Frederikshavn i december. Nu oplyser rederiet på sin hjemmeside, at julesejladsen på grund af opstartproblemer ikke bliver til noget, og at rederiet heller ikke vil sejle i januar-februar. Men fra en gang i marts regner rederiet fortsat med dagligt at krydse Skagerrak med en af Mols Liniens tidligere færge, som er bygget i 1 på australsk værft for ni år siden. Færgen har plads til 600 passagerer og 150 personbiler. Rederiet bebuder, at det lægger ud med meget konkurrencedygtige priser fra 530 kr. for en enkeltbillet (hverdage) til bil med alle passagerer. I højsæsonen skal en tilsvarende billet koste op til 1530 kr. (weekends). Sejltiden bliver lidt over fire timer med ankomst til Frederikshavn kl. 14 og afgang tre timer senere.