Julesalg overgået

For en del butikker blev det årets store aften

Aalborg 6. juni 2003 08:00

AALBORG: For mange forretningsdrivende blev Day & Night, som Aalborg City stod for onsdag aften, årets helt store handelsdag. I nogle tilfælde overgik omsætningen de bedste dage i julemåneden. - Vejret var godt, og det gav flere mennesker i byen end ved Day & Night sidste år. Jeg tror der var omkring 100.000, og det er en snes tusinde mere end i 2002. Jeg mener, at vi skal tilbage til 2000, da Grand Prix-vinderne Brødrene Olsen var med, for at finde lige så stor interesse for arrangementet, siger Lars Bech, der er nytiltrådt direktør i Aalborg City. Han vurderer, at publikum var spredt lidt mere i midtbyen end tidligere år selv om den største interesse samlede sig om scenen på Gabels Torv. Mange forretninger havde særlige arrangementer f.eks. med demonstration af varer. På Mølle Plads var landbruget rykket ind for at præsentere sig for byboerne, og i Nørregade havde de handlende sørget for Pariser-stemning. Forretningerne lukkede først klokken 23, og på det tidspunkt optråde Sussi og Leo, inden aftenen sluttede med fyrværkeri. Lars Bech havde som ny direktør i Aalborg City en travl aftenen. Han var i går glad og lettet over forløbet: - Men så mange mennesker i byen, synes jeg, at det forløb over alt forventning. Det eneste problem var, at nogle var udsat for lommetyvier. Aalborg City-direktøren er allerede ved at gøre sig tanker om Day & Night næste år. Det bliver fredag 4. juni.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...