Julestemning på Bratskov

EMNER 1. december 2002 07:00

BROVST: Herregården Bratskov i Brovst er som skabt til jul. I denne weekend er herregården fyldt med julelerier, og det er let at komme i den rette stemning, når der er fyldt med nisser, juletræer, godter og så videre i de smukke omgivelser. Igen i dag jules der med blandt andet Lucia-optog og musik ved Brovst Pigegarde. Arrangør er De Frivilliges Butik med leder Inge Borregaard i spidsen, der med denne hyggelige juleoplevelse vil vise, at man kan gøre meget med hjælp fra frivillige. En af de frivillige hjælpere er Birthe Larsen, Pandrup, som lørdag tog imod de mange besøgende. Først på eftermiddagen havde hun allerede delt omkring 150 gratis adgangsbilletter ud. Hun hjalp til, inden hun skulle på arbejde, så dagen var optaget. Men for hende er det meget givende at arbejde som frivillig, og hun er også besøgsven. - Man får så meget igen. Det er livsbekræftende, og jeg kan så godt lide at møde nye folk, fortalte hun, inden næste gæst blev budt velkommen og fik en "ha' en god dag" med på vejen. Rundt om på herregården er der salg af julepynt, dekorationer og meget andet af det, der hører sig til i denne tid. Desuden kan man se på kunst ved søstrene Louise og Sara Kristensen, og pigegardens forældrekreds sælger grønlangkål med medisterpølse og andre gode sager. Lørdag tændte kulturudvalgsformand Kim Bennike (DF) juletræet i Riddersalen, og det var en helt speciel fornøjelse for ham. Han kom nemlig på Braskov som dreng - dengang, dr. Bryll ejede stedet. - Jeg kan stadig huske, hvor benovet jeg var over juletræet. Bratskov var nærmest et slot, og jeg syntes, at juletræet var kæmpestort, fortalte han. Kim Bennike gav også et skulderklap til de ildsjæle, der står bag den frivillige indsats i Brovst Kommune. - I gør en stor indsats, og i mange sammenhænge gør I en forskel, sagde kulturformanden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...