Julestemning på Erhvervsskolerne Aars

Julestemningen bredte sig på Erhvervsskolerne Aars, da der forleden var julemarked. Små boder var pyntet op, det store juletræ stod med al sin glans, og elevernes engagement kunne mærkes. Projektet var startet på Handelsskolen, men havde udviklet sig og var blevet til et samarbejde med flere af skolens øvrige erhvervsuddannelser. Elever fra Fødevarer, jordbrug og oplevelser havde bagt småkager og honninghjerter, elever fra smedeværkstedet havde lavet foderbræt, hylder og juletræer, mens eleverne fra tømrerværkstedet havde lavet skamler og bænke, juletræsfødder og lysestager. Eleverne fra Handelsskolen havde stået for markedsføring af julemarkedet og pyntning af boderne. Derudover var det også handelsskoleelevernes opgave at sælge de produkter, der var blevet produceret.

Det har været et meget praktisk projekt for handelsskoleeleverne, og de har arbejdet med julemarked-projektet lige fra idégrundlag og reklame til ordrebekræftelse og udsmykning af hver deres julebod. "Det har været spændende at prøve, og vi ville faktisk gerne have haft endnu mere tid til projektet," fortæller en af eleverne, Sarah Wettus. Projektet har været en del af erhvervsfag, og eleverne får derfor karakterer på baggrund af projektet. Efter jul fortsætter eleverne på grundforløb 2, hvor de specialiserer sig inden for deres fag. Nogle af eleverne er i gang med at uddanne sig til salgsassistenter, mens andre drømmer om at blive handels- eller kontorassistenter.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.