Israel

Julestemningen har det svært i Betlehem

BETLEHEM:Økonomien er lammet, turisterne bliver væk, kristne udvandrer. Jesu fødeby, Betlehem, har det svært i julen 2004. En FN-rapport, der blev offentliggjort mandag, fortæller, at det seneste palæstinensiske oprør, der begyndte for godt fire år siden, er gået hårdt ud over byen, som ligger på Vestbredden godt 10 kilometer fra Jerusalem. Vestbredden har siden 1967 været besat af Israel. - Betlehem er omringet af 78 fysiske blokeringer, hedder det i rapporten. Blokeringerne er rejst af Israel. 10 kontrolposter og 55 beskidte og blokerede veje skærer sammen med en 10,4 kilometer lang israelsk barriere delvist byen i stykker. Når barrieren er bygget færdig, vil den strække sig 63 kilometer rundt om Betlehem. Israel siger, at barrieren skal bygges for at forhindre palæstinensiske terrorangreb i Israel. Turistsektoren, der er vital for byens økonomi, er ramt hårdt af oprøret og dets konsekvenser, siger rapporten. Antallet af turister, der besøger byen, er faldet fra 91.726 i år 2000 til 7249 i 2004. For fire år siden var der en belægning på byens hoteller på 22,1 pct., i 2004 har den været på 2,4 pct. Den dårlige økonomi og de ringe sociale vilkår har medført, at 9,3 procent af de kristne i Betlehem siden år 2000 er flyttet fra byen. Der bor i øjeblikket 61.000 mennesker i Betlehem - plus ca. 15.000 palæstinensere i flygtningelejre. /ritzau/AFP