Julestemningen nåede naturskole

På trods af stormen og det grå vintervejr indfandt julestemningen sig alligevel, da naturvejlederne indbød til adventsarrangement.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der var bedst i naturskolen med ild i brændeovnen.

Den traditionelle indsamlingstur rundt i skoven efter kogler, mos, lav og andet naturmateriale lod naturvejlederne følge en anden rute end planlagt. Skoven ligger i læ af Jyske Aas, så de ca. 75 deltagere kunne trygt bevæge sig rundt i skoven på trods af stormen. I Naturskolen havde repræsentanter for Danmarks Naturfredningsforening travlt med gløgg, æbleskiver og sodavand, så da deltagerne vendte tilbage, var der serveret. Mange af deltagerne var gengangere fra de forrige år. For mange familier markerer naturvejledernes adventsarrangement begyndelsen på julen, og er blevet en helt fast familietradition. Mens gløggen og æbleskiverne gled ned, blev der arbejdet i juleværkstederne. Juledekorationer i alle former, alle lavet af materiale fra naturens skatkammer blev fremstillet. Julebukke af lysesiv, juleroser snittet af hyldegrene, skovnisser malet på udskårne birkegrene, farverige lys af bivokstavler, alle materialer stillet til rådighed af naturvejlederne, blev flittigt brugt. Da mørket så småt sænkede sig over Naturskolen, blev alle julerierne og enkelte trætte børn båret ud i bilerne.