Julestjerne for en aften

Det funkler og skinner fra scenen på Hadsund Skole

HADSUND:En julestjerne, en ledestjerne, en faldende stjerne, en superstjerne - bare for en aften ... Mellem de to tæpper højt hævet over scenen hænger en stor guldstjerne som en skinnende prik over et stort "J". J for jul. - Make my wish come true. All I want for Christmas is you, lyder julebudskabet fra scenen, når Marie Næstholt Jensen synger Mariah Careys julesang. Når spotlyset indimellem rammer hendes glimtende røde kjole, er det næsten som var det en rigtig musical med rigtige sangere, en rigtig scene og et rigtigt publikum. I virkeligheden står hun på en scene på Hadsund Skole over for en 5. klasse, der har fået lov til at kigge med, mens omkring 30 elever fra ungdomsskolen og musikskolen øver deres julemusical. Det er dagen før dagen før dagen, hvor musicalen har premiere, og de unge, der står for musik, dans, sang, skuespil, billeder og lys, har travlt med at få alt på plads til i dag klokken ti, hvor aulaen på Hadsund Skole fyldes af forventningsfulde skolebørn. Farvel til skolen Over stjernen hænger et skilt med "Fra a...", men inden onsdag skulle der gerne komme til at stå "Fra alle os til alle jer". Musicalen er en julegave fra de 30 unge til resten af Hadsund og Visborgs skoleelever. Og onsdag aften får forældre og andre, der har det blandt juleønskerne, mulighed for at løfte gavepapiret og kigge med. De tolv sange, som stykket er bygget op om, har alle et julebudskab. De unge har selv valgt musikken, og det har både givet plads til klassikere som "Når du ser et stjerneskud", det moderne som Pyrus' "Cool jul" og det mere alvorlige som John Lennons "Happy Xmas (War Is Over)". De unge musikere, dansere og skuespillere har sammen med Hanne Kehlet, som er stykkets instruktør og lærer på Hadsund Skole, skrevet de små stykker, der binder musikken sammen. Og de bringer os både til Jesus' fødsel, luciaoptog, livet på Hadsund Skole og den sørgeligste af alle julehistorier, Pigen med svovlstikkerne. Og så bliver der tid til at sige ordentligt farvel til "verdens bedste skole". Uden at sige for meget, kan det afsløres, at den nye skole allerede har fået sig et kaldenavn. Hvad det er, må man se musicalen for at finde ud af, men det er bedre end den grimme ælling. På den anden side viste den sig jo at være en smuk svane.