Juletæsk igen på programmet

Pandrup Bokseklub klar med fint program

Frederik Jensen satser på også i år at sejre til julestævnet. Arkivfoto: Claus Søndberg

Frederik Jensen satser på også i år at sejre til julestævnet. Arkivfoto: Claus Søndberg

AABYBRO:Det er en juletradition, man ikke kan komme udenom, hvis man bor i Aabybro og omegn - Pandrup Bokseklubs årlige julestævne afholdes traditionen tro onsdag aften, 27. december, i DGI Huset i Aabybro.

I år bliver også første gang, at Pandrup Bokseklubs stævne kan gøre brug af det nye samarbejde i Box Team Nordjylland, for klubben har lånt boksere fra både AK Jyden og Lindholm Bokseklub, så der kan komme et fuldt stævne på plakaten.

I alt 12 kampe står på programmet startende med nogle af Pandrups talentfulde ungdomsboksere, og siden kommer elitebokserne i aktion, hvor Sune Julian fra AK Jyden og den erfarne Mathias Høyer Christensen fra Lindholm Bokseklub også er på plakaten.

Det hele bygger op til hovedkampen, der vanen tro er med den ottedobbelte danske og jyske mester samt nykårede nordiske mester, Frederik Lundgaard Jensen, der som regel leverer en særdeles seværdig og underholdende teknisk forestilling til at sende publikum glade hjem fra DGI Huset.

- Stævnet tæller 12 spændende kampe, og til de mest rutinerede boksere har vi hentet et meget stærkt hold fra Tjekkiet ind som modstandere - de er altid garanter for dramatiske og hårde kampe, siger formand Kim Aarestrup.

Han ser som altid frem til stævnets hovedkamp.

- Frederik har gjort det godt i denne sæson og har igen vundet både det Jyske- og Danske Mesterskab for ottende gang i træk samt det Nordiske Mesterskab 2017. Det er en kæmpe præstation, da Frederik jo med alderen er vokset op i vægtklasserne, men han beviser uanset hvad, at han har et højt internationalt niveau, siger bokseklubbens formand.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden