EMNER

Juletræet kommer med i bagagen

{ KØBENHAVN: Omkring 30.000 danskere pakker i denne jul kufferten for at stå af juleræset. Det er flere julerejsende end i de 12 seneste år, men selv om mange altså ikke gider dansk jul, med hvad dertil hører, så tager nogle alligevel et juletræ med i kufferten. Rejsearrangøren Star Tour har spurgt til 1700 julerejsendes forventninger, og ud over svarene om at slippe væk fra juleræset og lysten til at komme ned i varmen siger lidt under fem procent af de adspurgte, at de også pakker et juletræ, når vinterstøvler skiftes ud med sandaler og badetøj. Langt over halvdelen skal dog bare væk og tager derfor hverken gaver, julekræs eller mad med på rejsen. Mere end hver femte gider slet ikke at fejre juleaften på ferien. Julens mest populære rejsemål er Kanarieøerne, Thailand og Egypten. /ritzau/