Juletræsfesterne fyldte godt i weekenden

EMNER 30. december 2002 07:00

SKAGEN KOMMUNE: Med tre juletræsfester lørdag og én i går er der traditionen tro blevet danset godt og grundigt rundt om juletræet jul og nytår. Lørdag eftermiddag sørgede Aalbæk Fiskelaug på Aalbæk gl. Kro for en festlig juletræsfest for børn med dans om juletræet og uddeling af godteposer, og denne fest blev samme aften fulgt op af en fest for voksne, hvor der først blev budt på helstegt oksetyndsteg efterfulgt af chokoladekage og is, og bagefter havde The Sixties fået besked på at spille så meget, at både det ene og det andet kunne falde rigtigt på plads i maven. Også de cirka 140 fremmødte børn til SiDs juletræsfest i Skagen fik lørdag eftermiddag motion, så der kunne blive ekstra plads til røde pølser og julegodter, og mens børnene og julemanden dansede om juletræet hyggede de voksne sig med en øl eller lidt kaffe og æbleskiver. Også her blev der holdt godt fast i traditionerne. Ingen kan efterhånden rigtigt huske, hvordan og hvornår det hele startede. Men mindst 30 år på bagen skulle festen i hvert fald have, og ifølge kassereren i SiD, Olaj Mørup, har det også hver eneste gang været holdt den 28. december. Den tredje julefest lørdag eftermiddag blev holdt under hyggelige former i Missionshuset i Skagen, hvor Anne Grethe og Per Rasmussen havde påtaget sig at sørge for, at også historien bag julefesten blev fortalt endnu engang til de fremmødte børn. I går eftermiddags var turen så kommet til Skagen Fiskeriforening og og Gymnastikforeningen af 1976, der traditionen tro holdt fælles juletræsfest i den store sal i Skagen Kultur- og Fritidscenter. De to formænd, Bente Carlsen og Kurt Rye Poulsen, sad også traditionen tro ved indgangen og solgte billetter. Da dansen begyndte var der solgt de første par hundrede billetter, men der blev ved med at komme flere til under dansen. Hele seancen blev ledet af de tre musikere, Villy Nielsen, Mogens Dam Nielsen og Jan Kirkedal, der også hjalp de mange børn med at råbe på nissefar og nissemor, så dansen, legen og de mange konkurrencer kunne komme ordentligt i gang. Og mens børnene dansede ført an af nissefar og nissemor hyggede de voksne sig med lagkage og kaffe.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...