EMNER

Juleuddeling på 60.000 kroner

Peter Munks Mindefond skaber julestemning

FREDERIKSHAVN:Til trods for, at det lave renteniveau ikke er gunstigt for forrentningen af den kapital, der danner grundlaget for mange veldædige fonde, så lykkes det alligevel ved rettidig omhu at hente ekstra kroner ind til brug for de formål, fondene har. I Frederikshavn har vi gennem de seneste 17 år haft en Mindefond stiftet af sognefogedgårdens tidligere ejer, afdøde Peter Munk, og bestyrelsen bag den mindefond har skabt grundlaget for en juleuddeling på 60.000 kroner til forskellige ansøgere i år. - Vi ville gerne have givet penge til endnu flere, men i år har vi valgt, at lade nogle af dem, som har modtaget støtte i flere år være oversiddere til fordel for nye ansøgere, siger Jørgen Engelbreckt fra mindefondens bestyrelse. - Han håber at bestyrelsen har ramt rigtigt mellem de 133 ansøgere, der kom i år. Peter Munk, som leverede kapitalen til Mindefonden boede på Sognefogedgården det meste af sit liv. Hans eget levned var selv efter datidens normer ekstrem spartansk. Peter Munk fik aldrig lagt vand ind på gården, men hentede vand i plasticdunke hos gode naboer, og først i sine sidste leveår fik han et TV - i sort/hvidt - for der var jo ingen grund til ødselhed. De glade modtagere kan vente at modtage julegaven fra mindefonden med posten inden jul. De får samtidig et venligt brev, der fortæller lidt om Peter Munk og opfordrer modtagerne til, at slå et slag inden om Sognefogedgården og mindes fondens stifter. Bestyrelsen udgøres af advokat Niels Qvist, fuldmægtig Anny Hansen og marketingchef Jørgen Engelbreckt.