EMNER

Juleweekend med kål og flæsk og bingo

ARENTSMINDE:Juletiden er traditionernes tid, og derfor afvikler Arentsminde Borgerforening i den kommende weekend to af sine mest traditionsrige begivenheder, nemlig Kål og Flæsk samt Familiebingo. Kål og flæsk arrangementet, der lørdag gennemføres på og i samarbejde med Arentsminde Kro og Cafeteria, er normalt et stort tilløbsstykke. Festlighederne indledes med, at julemanden ankommer til cafeteriet, og her uddeler han godter til børnene samt tænder byens juletræer. Der er ligeledes tradition for, at der ved Kål og flæsk er et lille julemarked, hvor der sælges julepynt, dekorationer og lignende. Blandt andet sælger AIF’s Ungdomsklub juletræer på pladsen foran cafeteriet. Om søndagen handler det om at få fyldt sine bankoplader, når der holdes Familiebingo, ligeledes på cafeteriet. Også dette arrangement nyder normalt stor opbakning med mange deltagere, både børn og voksne, der spiller om de mange flotte gevinster skænket af lokale forretningsdrivende og foreninger. jd