Julie er klar til karrieren

Når Julie Kordovsky skal søge arbejde har hun et kort i ærmet - børn

Brovst 1. april 2003 08:00

Hvis man overvejer at få børn, skal man ikke lade studierne stå i vejen. Det kan tværtimod være et klogt karriereskridt at få børnene, mens man studerer. Det råd kom både studiechefen ved Københavns Universitet og direktøren for Akademikernes Centralorganisation forleden i denne avis. En af dem, der har taget rådet til sig er Julie Kordovsky, og hun har ikke fortrudt, at hun har fået børn under sit studie. Tværtimod regner hun med, at det bliver en fordel efter studiet, og samtidig er det et gode for både hende og børnene nu. Den 26-årige engelskstuderende fra Brovst har allerede tre børn. To piger på henholdsvis fem år og fem måneder, og en seksårig pige på gule plader. Lige nu er hun på barselsorlov, fordi hun får bevilget et ekstra års SU-klip, men egentlig ville hun hellere have bevaret kontakten til studiet. - Jeg var grædefærdig, da jeg blev gravid med min yngste pige Emma, og var parat til at bedøve hende og tage hende med til forelæsningerne. Jeg ville bare ikke kobles af det liv, jeg lige var kommet i gang med, men det dør man altså ikke af, siger Julie Kordovsky. Hun er imidlertid bevidst om, at det er en fordel for hende på længere sigt, at hun allerede har fået de børn hun skal have. Al den snak om ligestilling giver hun ikke meget for, og hun kan godt forstå, at arbejdsgiverne tøver med at ansætte kvinder i den fødedygtige alder. - Den leder, der ikke tænkte over det, ville være en dårlig leder, siger Julie Kordovsky. Derfor er hun også klar over, hvad der adskiller hende fra den 30-årige barnløse kvinde, som lige har fundet manden i sit liv og købt parcelhus. Og hun ved godt, hvad hun vil sige, når hun sidder overfor en potentiel chef. - Du behøver ikke være bange for, at jeg løber på barsel om halvanden måned, eller at jeg er gravid, uden du kan se det. I mangel af bedre vil jeg bruge det som kort, griner Julie Kordovsky. Hun glæder sig til at få muligheden for at kunne hellige sig sit arbejde, og det mener hun er svært, når man samtidig har spædbørn. - Det passer bare ikke rigtig sammen med kolik og nye tænder. Jeg er ambitiøs på mit arbejde, og det kan ikke lade sig gøre når man har børn, for er der mæslinger, er der mæslinger, og så laver man ikke noget, siger hun. En anden bonus ved at få børnene i studietiden er, at der er mere tid til dem. Julie laver for eksempel lektier med børnene, og det er heller ikke noget problem at passe en baby, når man læser. Samtidig føler hun, at hun er meget mere fleksibel. - Jeg skal ikke nødvendigvis være ude af huset fra otte til fire. Jeg kan godt misse en forelæsning, komme lidt senere eller skyde gruppearbejdet. Du er din egen arbejdsgiver, og du skal ikke undskylde for barnets fjerde sygedag. Det er bare ris til egen røv. Så må jeg indhente det på de sene nattetimer, siger Julie Kordovsky. Den eneste ulempe ved at få børnene i studietiden er det økonomiske. Julie Kordovsky har aldrig tjent særlig mange penge, men hendes kæreste, der også er studerende, har tjent gode penge, så han synes det er lidt svært. - Jeg står for indkøbene og er meget sparsommelig, så det kan da lade sig gøre, siger Julie Kordovsky. Hun tænker imidlertid mere på børnene i den forbindelse. - Vores unger kommer ikke til at være med på den seneste trend, og det er da trist. Vi kan slet ikke smide så mange ting efter børnene som andre forældre, og det kan jeg godt mærke, at børnene kommer til at lide under, siger hun. Det rokker dog ikke til hendes holdning til at få børn under studierne. - Det at læse og få sine børn er helt klart en god ting. Både for mødrene og børnene, slutter Julie Kordovsky.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...