Julie har gjort kanonstore fremskridt

Julie Toft Iversen går i 3.-4. klasse på Stagstrup Skole og er efterhånden fagligt på højde med sine jævnaldrende, selv om hun er født døv. Julie’s far, Lars Nygaard, synes, at den lille skole er god til at rumme handicappede børn som hans datter. Foto: Diana Holm

Julie Toft Iversen går i 3.-4. klasse på Stagstrup Skole og er efterhånden fagligt på højde med sine jævnaldrende, selv om hun er født døv. Julie’s far, Lars Nygaard, synes, at den lille skole er god til at rumme handicappede børn som hans datter. Foto: Diana Holm

Julie Toft Nygaard fra Tilsted er født døv, men Stagstrup Skole kan rumme hende STAGSTRUP: 10-årige Julie går i 3. klasse på Stagstrup Skole, og hun kan nogenlunde udtale sig og forstå, hvad kammeraterne siger. Selv om hun er født døv. Forældrene, Ida Toft og Lars Nygaard er glade for, at de fulgte anbefalingen fra pædagogisk-psykologisk rådgivning i Thisted Kommune og lod deres datter indskrive i børnehaveklassen i Stagstrup, til trods for, at de bor i Tilsted. - Det har givet hende en normal hverdag med livskvalitet og større selvværd. Det er simpelthen gået kanonfremad med Julie, siger Lars Nygaard. En operation af et kunstigt hørecenter (Cochlear Implant) i hjernen har gjort Julie i stand til at lære at ”høre”. For to og et halvt år siden kunne hun kun tegnsprog, som hun lærte på specialskole for døve i Aalborg, hvor hun var ked af at gå. - Hun græd og kastede op i bussen, fortæller faderen om den fem timer lange daglige transport for den lille pige. Ros til skolen Lars Nygaard roser Stagstrup Skole for at løfte opgaven så flot, at Julie ikke alene trives socialt, men også fagligt er på niveau med sine klassekammerater, selv om hun stadig kun har seks års høre-alder bag sig. - Både klasselærer og øvrige lærere har deltaget i kurser og erfaringsudveksling for at blive gearet til at hjælpe hende. Fra dag ét har hun været så glad, så glad, siger Lars Nygaard. Lars Nygaard er rystet over, at skolepolitikerne i Thisted Kommune foreslår lukning af Stagstrup Skole, der er i stand til at rumme handicappede børn. Skolen underviser i dag tre enkelt-integrerede børn. Børn, der har så vidtgående handicap, at de kræver mange timers ekstra støtte om ugen. - Jeg frygter, at Julie vil blive tabt på en stor skole. Jeg tror ikke, hun kan kapere det miljø, siger faderen. På Stagstrup Skole kender samtlige 130 elever Julie - og hun dem. - Vi har omsorgsfulde børn, der er vant til at tage hånd om hinanden, fortæller klasselærer Jonna Yde. Lars Nygaard er ikke i tvivl om, at integration af handicappede børn er et gode i folkeskolen, når det fungerer som i Stagstrup. - Hvis Julie ikke havde været sammen med normalt-hørende, så var hun ikke nået dertil, hvor hun er nu, mener Lars Nygaard. Han sætter i øvrigt spørgsmålstegn ved besparelsen på 1,6 mio. kr. ved at lukke Stagstrup Skole. - Hvis de fire elever skulle ud på specialskoler i stedet, så var besparelsen allerede væk. En skoleplads på Aalborg-skolen koster 400.000 kroner om året... og hvad med de andre ekstraudgifter som skoletransport, tabt arbejdstid og kørselsfradrag?, spørger han. @Byli.9.special.bund:Af Lone Lærke Krog lone.laerke.krog@nordjyske.dk