Julius er mere grov end morsom

Vel siger ordsproget, at "Den enes død er den andens brød". Men det er almindeligvis udtryk for fejhed og usselhed at bore i andres uheld.

Det er også nemt og fejt og udtryk for usportslig holdning at træde på nogen, der allerede ligger ned eller er blevet besejret. Lige siden folketingsvalget har Dagens Julius utrætteligt ladet sin satiriske streg gå ud over Socialdemokraternes bitre valgnederlag og formandsproblemer. Efter min vurdering er Julius' streger gået for vidt. Partiet har en mere end 130 år lang og hæderkronet historie bag sig. Lige fra Louis Pios fik fængselsstraf for at stå i spidsen for et arbejdermøde på Fælleden, og Peter Sabro gik i brechen for at forbedre børns og tyendes vilkår i det danske samfund, har dette parti kæmpet for de svage i samfundet og ført an med forbedringer af de sociale vilkår i vort land. Det er ikke mindst Socialdemokraternes fortjeneste, at der er sket enorme fremskridt og forbedringer på arbejdsmarkedet som helhed og på de enkelte arbejdspladser overalt i landet. Det var først og fremmest socialdemokraterne, der kæmpede under sloganet 8 Timers Arbejde – 8 Timers Fritid – 8 Timers Hvile, hvilket også blev formuleret således: 8 Timersdagen fremmer Arbejdernes Arbejdsdygtighed, 8 Timersdagen skaffer Arbejderne nødvendig Hvile, 8 Timersdagen beskytter Arbejdernes Helbred. Socialdemokraterne har som parti meget at være stolte over, og partiet har udrettet meget godt for Danmark. Louis Pio kom ikke til at fungere ret lang tid i Danmark, men personligheder som Peter Sabro og Thorvald Stauning kom til at præge dansk politik gennem flere årtier. Under Th. Stauning, Vilh. Buhl, Hans Hedtoft, H.C.Hansen, Viggo Kampmann, J.O.Krag, Anker Jørgensen og Poul Nyrup Rasmussen var Socialdemokraterne adskillige gange fra 1920'erne og frem til 2001 regeringsbærende parti her i landet. Den store indsats må absolut anerkendes af enhver dansker, der har forståelse for trivslen i vort samfund. Socialdemokraternes samfundsforbedrende indsats har i den grad slået igennem, at da en af dansk fagbevægelses store ledere, LO-formanden Thomas Nielsen, i 1982 gik af og overlod formandsstolen til Knud Christensen, slog han i sin afskedstale fast, at "Vi har sejret ad Helvede til" Hermed mente han, at hans generation af socialdemokrater havde præsteret så mange og store fremskridt, at det var vanskeligt at gøre det bedre. Thomas Nielsens bramfri formulering kan også tolkes i retning af, at Socialdemokraterne gennem tiderne har præsteret så fremragende resultater, at alle andre politiske partier har optaget dem i deres egne programmer. Disse resultater og idéer er så fremragende til det selvfølgelige, at intet ansvarligt politisk parti kan eksistere uden dem. Opkomlingen Dansk Folkeparti lever højt på, at de har overtaget de socialdemokratiske idéer for omsorg for især de ældre medborgere, og Venstre, Danmarks Liberale Parti, har på det nærmeste overtaget de væsentligste dele af den socialdemokratiske politik således, at det egentlig er hip som hap, om man stemmer på A eller V. Ved det netop overståede folketingsvalg blev vælgernes afgørelse formodentlig truffet ud fra Anders Foghs Rasmussens karismatiske udstråling og mere elegante fremlæggelse af hans partis (socialdemokratiske) enkeltsager. Min konstatering bliver derfor, at Socialdemokraternes øjeblikkelige situation er et resultat af "langtidsopsparing". Socialdemokraterne har tilsyneladende som situationen ser ud – og hvor bittert det end må lyde – på en måde gjort sig selv overflødige. Set ud fra et idealistisk/humanistisk syn er det jo intet mindre end fremragende, selv om Thomas Nielsen udtrykte det på sin egen måde. Det kan også være, at ledende og toneangivende socialdemokrater alt for længe har virket som alt for tunge betonsocialister. Gennem nogle årtier var denne hårdkogte stil åbenbart gængs i arbejderkredse, ligesom hver eneste arbejderfagforening måtte have sit røde rebelbanner. Man har efter min mening alt for længe hvilet på laurbærrene og på sin fordums storhedstid. Danmarks Socialdemokrati var engang Danmarks egentlige arbejderparti med bogstav A på valgplakaterne. Partiets oprindelige kernevælgere var de tidligere lavtlønnede fabriksarbejdere. Men mange lønarbejdere har efterhånden både hus, bil og hund, og stort set alle politiske partier i Danmark er lønmodtagerpartier. Efter min mening er der ikke noget, der lige pludseligt kan gøres for at ændre på Socialdemokraternes nederlagssituation. Heller ikke at vælge en ny partiformand m/k. Skal Danmarks Socialdemokrati bringes på fode igen, skal der ske en fundanemtal omlægning og modernisering af partiet og dets politik, så man gør sig klart, hvilken politik, man vil byde danskerne i tiderne fremover, og hvem man vil være parti for. Som en beskeden – men absolut nødvendig – begyndelse bør man hurtigst muligt sende alle de røde rebelbannere på museum. De har alt for længe jaget skræk i livet på almindelige danskere og har stået i vejen for tillid til og sympati for partiet.