Junglejazz i Guds eget hus

KONCERT New Jungle Orchestra Det begynder uden varsel. Bagfra, en ensomt, klagende trompet, der snart får følgeskab af saxofon, basklarinet og hvad ved jeg, og så kommer de spillende bagfra i skibet i Hasseris Kirke. Fuldtonet og overraskende, kapelmester Pierre Dørge selv blæsende på konkylie, og et par af musikerne bærer tibetanske tempelklokker i hænderne, og den klare klokkemessing bryder blæsernes kor, som trækbasunisten Kenneth Agerholm yderligere krydrer med overtonesang. New Jungle Orchestra er et af den slags ensembler, som det er umuligt at klistre en enkelt, dækkende genreetikette på. Mini-bigbandet er inspireret af både verdensmusik, Ellington, alskens jazz og vor egen Carl Nielsen, og det hele bliver kogt sammen og holdt i kog i gryden af nogle at vore fornemste instrumentalister på den danske jazzscene. Ikke alene spiller de alle godt, de er også et sjældent homogent spillekollektiv, der musikalsk fører sig frem med crazy-komisk, overgiven energi. De kalder på og nyder også at kalde på grinet, når de pludselig laver truttelyde eller med himmelvendte øjne blæser trommeslageren bagover. Han kvitterer til gengæld uimponeret ved at smide trommestikken højt op under de sorte bjælker i kirkeskibet og griber den elegant uden at miste et taktslag. Og så kan musikken på et øjeblik, som når du vender en hånd, skifte fra pjank og pjat til alvor, eftertænksomhed og lyrisk vemod. Åbningsnummeret, eller rettere den 20 minutter lange suite, der åbner koncerten, bygger på en række af komponist Carl Nielsens præludier, tilsat vore "værste" jazzsoloer, som Dørge udtrykker det plus et fuldswingende arrangement af "St. Louis Blues". Musikken selv ånder dynamisk, og hvor er det skønt at høre, hvor lavt og ikke forstærket, der egentlig bliver spillet. Tyst, tyst, pianissimo for så at slå over i fuldtonet og majestætisk vælde, når hele orkesteret sætter i. Og så kan kapelmesteren Dørge midt i det hele finde på at lægge tumulten ned i nogle dybe bluesfarvede guitarakkorder, få modspil af kontrabassen, før et "year, year" sætter Kenneth Agerholm i gang med en trækbasunsolo, inden hele blæsersektionen sætter i. Vort eget nordjyske medlem, saxofonisten Jakob Mygind, udmærker sig med en rolig, venligt stabil solo, som en varm, frostløsende søndenvind midt i al kakofonien. Men i øvrigt er det næsten umuligt at fremhæve en enkelt foran andre i dette junglekollektiv. Trompetist Gunnar Halle har dog naturligvis hovedstemmen i "Balada Para El Trompetista" specielt skrevet til ham, Irene Beckers komposition "Indian Night Sky" er smukt lyrisk svævende, mens Myginds nyskrevne "Heavenly Blue/Kirken, den er et gammelt hus" former sig som en række variationer over kendte salmer og egen node, og kun udsat for blæsergruppen swinger den følsomt, både komisk og alvorligt som en gammel sort-hvid Chaplin-stumfilmklassiker. Sådan er en aften med New Jungle fyldt med musikalske overraskelser, som Agerholms dybt poetiske "De reflekterende, hviskende elefanter" spændende fra dæmpet mundhvisken i hornene til overstadig trompeteren. Og vi får Dørges egen tolkning af den bibelske fortælling om de tre vise mænd, inden der går afrikansk call- and response plus Ellington i løjerne, og hele bandet slår sig løs mellem kirkebænkene og går spillende omkring og forvandler det hele til en Ellingtonsk natklubfest. Kan man spille sådan i Guds eget hus? New Jungle kan, og en koncert med dem er altid - gentager altid - en anderledes oplevelse. En oplevelse, der gør én anderledes, fordi du får åbnet øret og sindet på en helt anden måde, end "normal" rytmisk musik gør. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk New Jungle Orchestra: "I de hellig Tre Kongers Fodspor" Hasseris Kirke, søndag aften Pierre Dørge, guitar, kapelmester, Gunnar Halle, trompet, Kenneth Agerholm, trækbasun, Morten Carlsen, taragot, tenor sax, Jakob Mygind, tenor- og sopransax, Anders Banke, tenorsax, klarinet, basklarinet, Irene Becker, flygel, synthesizer, Adam Melbye, kontrabas, Martin Andersen, trommer.