Juniorer i rejsetræning

34 unge rejser sidst i juni til Tjekkiet og Slovakiet for at give opvisning

Slovakiet 1. juni 2003 08:00

STENILD: 34 junior gymnaster fra Stenild Gymnastik er gået i rejsetræning, for tiden nærmer sig, da gymnasterne, som fordeler sig på to hold, skal afsted til Tjekkiet og Slovakiet. Her skal de give opvisning flere steder, og afrejsedagen er fredag 20. juni. Turen går først til Tjekkiet, hvor de to hold - et mixhold med spring- og rytmegymnastik og et rytmehold bestående kun af piger - skal give opvisning i Kostelec nad Orlic. Her skal de samtidig besøge de gymnaster, de mødte på en tidligere rejse til Tjekkiet for to år siden. Om søndagen kører flokken videre til Slovakiet, hvor de skal besøge og bo i den by, hvor præsidenten for Det Slovakiske Gymnastikforbund bor. Der skal de give to opvisninger. I Slovakiet bliver der også tid til at være turister, og blandt de planlagte ting er blandt andet en tur til et kurbad. Opvisningsprogrammet er på ca. 40 minutter, og de to hold supplerer hinanden fint med henholdsvis sping på "air track" og trampolin samt rytmeserier med forskelligt tema. I opvisningsprogrammet er der rene drenge- og pigeserier, men der er også lagt vægt på fælles rytmeserier, hvor hele holdet er på gulvet. Der er omhyggeligt valgt inspirerende moderne musik, der får gymnasterne til at yde deres bedste. Med som instruktører på denne rejse er Jacob Bidstrup, Lotte Nielsen og Anne Dorthe Bjerrum. Anders Bidstrup skulle også have været med som instruktør, men han er blevet udtaget til at deltage på DGI's "Verdenshold", og skal derfor lægge sin træning efter det. Men lige nu er det altså de tre øvrige instruktører, som herser med gymnasterne hver tirsdag, hvor hver en muskel bliver rørt i løbet af de tre timer, træningen foregår på Sortebakkeskolen. - For at rejsen kan blive en succes, er det vigtigt, at alle yder det bedste - gymnasterne skal komme hver gang til træning, instruktørerne skal være tændte på ideen, medhjælperne skal sørge for at tingene klapper og tusind andre ting. Alt det og meget mere skal gå op i en højere enhed. Men når det gør det, så kan man høre englene synge, siger Vibeke Thisen fra Stenild Gymnastik. Hun fortæller endvidere, at rejsen naturligvis er baseret på gymnastik og gymnastikoplevelser, men at det også er en tur, hvor de sociale relationer bliver styrket. - På et hold er det vigtigt at mærke samhørigheden, og netop på sådan en tur bliver der skabt det gode venskab og kammeratskab, som er godt at bygge videre på, siger Vibeke Thisen videre. Alle deltagere på turen - både gymnaster, instruktører og hjælpere - betaler selv for deres tur, og derudover er der i rejseudvalget et lille underudvalg, som prøver at skaffe penge til sådanne formål ved eksempelvis tombola.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...