Juniorer slår de første slag med golfkøllen

LØGSTØR:Nu begynder Løgstør Golfklub at undervise unge, som gerne vil lære det ædle spil. Onsdag aften sendes de første af mange golfbolde afsted, og det sker på klubbens driving range, der ligger ved Rimas på Tinghøjvej i Løgstør. Her er alle unge velkomne til at dukke op og prøve, om golf er noget for dem. Træningen er både for øvede og nybegyndere, og det er ikke nødvendigt at have golfudstyr for at møde op. Det vil golfklubben stille til rådighed. En af drivkræfterne i golfklubben er Martin Vonsild, der allerede har navne på flere interesserede unge. Han regner med at se en pæn flok onsdag aften, og der er nu sat navn på juniorernes træner. Det er Tonni Mark Jørgensen, som i øvrigt vil have en hjælper. Begge har erfaring som golftrænere og ses som en stærk duo af klubben, der forventer og glæder sig til at se juniorerne udvikle sig til at blive gode golfspillere. Løgstør Golfklub mangler endnu sin egen golfbane. Der arbejdes på at anlægge en 18-huls bane ved Løgstør Parkhotel, men det forhindrer altså ikke interesserede i at komme i gang nu. Dels kan udslagsbanen på Tinghøjvej benyttes, dels er der et godt samarbejde med Han Herred Golfklub, Fjerritslev. For juniorerne bliver der træning begge steder, og de unge spillere lærer naturligvis alt om gældende regler.