Juniormester svinger køllen

16-årig satser på at gå i Thomas Bjørns fodspor

SEBBERSUND:Han er netop slået igennem som juniormester i Aalborg Golfklub, men den 16-årige nibenit agter at nå længere, meget længere, inden for den fremgangssrige sport, hvor det vrimler med talenter, mens kun ganske få har styrken - og heldet - til at gøre golfen til en levevej. - Jeg sagde nej til holdsport som fodbold og håndbold. Mit temperament passer meget bedre til at gå banen rundt alene. Ambitiøse Mikkel Rosenkjærs håb er dog fortsat lyserødt. Han har ”drivet”, troen på, at det nok skal lykkes at følge i Thomas Bjørnske fodspor, hvis det hele flasker sig. - Lad os nu se. I det næste års tid har jeg masser af tid til golf. At nå op på Thomas Bjørnske højder, ja hvorfor ikke. I juni gik Mikkel ud af 10. klasse på Nibe Skole, fredag hygge-dystede han mod sin fætter på Sebber Kloster Golfklubs naturskønne anlæg, han arbejder ligenu hos Mc. Donalds i Skalborg, bruger op mod 20 timer om ugen på træning, og har har et års tid til at udvikle sig, inden han går i lære som elektriker i Nibe hos Mogens Hansen i 2004. - Andre end mig, tror på mit talent, konstaterer Mikkel Rosenkjær, der ikke blot bliver bakket op hjemmefronten, men også af Aalborg Golfklub, der har stillet den velanskrevne træner Marcus Brown til rådighed. Næste weekend deltager den 16-årige i endnu en turnering på Aalborg Golfklubs anlæg.