Turisme

Jurassic Park på Palmestranden

Videreudviklingen af Palmestranden er allerede i gang. Ny terrasse giver strandens brugere mulighed for at nyde en kold fadøl.

Den økonomiske krise har resulteret i mange aflyste sommerferier.

Den økonomiske krise har resulteret i mange aflyste sommerferier.

På Palmestranden bliver der i nær fremtid anlagt en ny serveringspavillon, har teknisk udvalg besluttet. Der bliver tale om et trædæk, hvor restauratører kan sælge mad og drikke til strandens badegæster. Dermed lever kommunen op til turistforeningens ambitiøse turistplan, hvor et af målene er at udvide og videreudvikle byens turistattraktioner. Den nye pavillon er ikke ensbetydende med, at Palmestranden bliver forvandlet til et ungdommeligt drikkelag, hvorfor bekymrede kan ånde lettet op. Terrassen bliver nemlig placeret tilbagetrukket umiddelbart nord for den handicapvenlige nedgang til stranden, fortæller formand for teknisk udvalg Jens Hedegaard Kristensen (A). - Der bliver ikke tale om en stor fuldemandsstation, tværtimod. Vi har altid haft og har stadig den holdning, at vi helst ikke ser øldrikkeri på selve stranden, så hvis man ønsker at drikke en fadøl, skal det foregå på dækket og ikke andre steder, siger Jens Hedegaard. Han frygter ikke, at solens stråler og de skummende fadøl skal forvandle palmestranden til et nordjysk Ibiza hvor overstadige, hormonfyldte unge tæppebomber civile solslikkere med resterne af Cult Shakere og sanseindtryk. - Vi kalder stedet for "Jurassic Park", da det er for de lidt ældre, siger Jens Hedegaard. Trædækket skal efter planen følge sommersæsonen, og vil derfor kun blive anlagt i turistsæsonen. Udover serveringspavillonen kommer der en ny flytbar, handicapvenlig toiletbygning. Ligeledes i nærheden af handicapnedgangen til stranden. Tilsammen ventes begge projekter at koste cirka 600.000 kroner.