Jurist: DOM taler imod en anke

Retspleje 1. september 2006 06:00

{ Den klare frifindelse for skattesvig taler imod, at anklagemyndigheden vil anke dommen i Tvindsagen. Det vurderer professor i erhvervsret Lars Bo Langsted, Aalborg Universitet. Han siger, at en foreløbig gennemgang af dommens præmisser viser, at retten har skudt hele anklagemyndighedens teori om, at Amdi Petersen trak i alle tråde, i sænk. - Det ser ud til, at alle anklagemyndighedens argumenter er blevet afvist, og dermed er der tale om en klar frifindelse, siger han. - I den slags sager bevæger anklagemyndigheden sig på en knivsæg i bevisførelsen. Hvis hele teorien eller masterplanen om, at Amdi Petersen har stået i spidsen for bevidst skattesvig og underslæb, gennemhulles punkt for punkt, så falder sagen til jorden. Og det er sket, siger Lars Bo Langsted. Frifindelsen taler imod, at statsadvokaten i Aalborg vælger at anke. - Det er sjældent, at anklagemyndigheden anker på beviserne i en byretssag. Omvendt ville det være nærliggende, hvis der var tale om en principiel sag, siger Lars Bo Langsted. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...