Justin Bieber vil være actionhelt

Teenageidolet Justin Bieber er klar til at springe ud som skuespiller, hvis muligheden byder sig.

Justin Bieber vil være actionhelt

Det er åbenbart ikke nok at være sanger for teenage-sensationen Justin Bieber. Han er nemlig klar til at erobre det store lærred, hvis han skulle få muligheden. Helst i en komedie eller en actionfilm.

"Boyfriend"-sangeren håber, at han kan få sin første filmrolle i løbet af det næste år, siger han til britiske Capital FM Radio ifølge femalefirst.com.

- På det her tidspunkt næste år vil jeg gerne vinde en Grammy, måske vil det ske, og jeg vil også gerne lave nogle film, siger den 18-årige stjerne.

- Jeg vil gerne lave nogle komedier og også noget action. Noget der er udfordrende, fortsætter han.

Da Bieber bliver spurgt til, om han nu også har den rette baggrund inden for kampsport til at blive en ægte actionhelt, svarer den canadiske popstjerne med et glimt i øjet:

- Jeg har faktisk et sort bælte ... Det er et sort Louis Vuitton bælte, joker han.

Justin Bieber rejser i øjeblikket verden rundt og giver smagsprøver på sit nyeste album. For nylig var han i Norge, hvor en gratis promotionkoncert i Oslo var tæt på at blive aflyst på grund af sikkerhedshensyn.

Fans fra hele Norden var nemlig dukket op for at se den unge sanger.

Nu er turen kommet til Mexico, og her forventes tusindvis af fans - primært piger - at møde frem sammen med deres mødre for at opleve deres sanghelt.

For at koncerten i Mexico By ikke ender i samme kaos som i Norge, er de mexicanske myndigheder klar med et massivt sikkerhedsopbud - blandt skal helikoptere overvåge den plads i byen, hvor koncerten afholdes, skriver CNN.

/ritzau/