Justin Gatlin sætter fantomtid i Doha: 9,74 sekunder

Amerikaneren Justin Gatlin er verdens hurtigste mand i 2015. Det viste han fredag ved et stævne i Doha.

Sprinteren Justin Gatlin er aktuelt verdens hurtigste mand.

Ved fredagens Diamond League-stævne i Doha satte Gatlin årets bedste tid på verdensplan, da han kun skulle bruge 9,74 sekunder på at løbe 100 meter.

Det er den niendebedste tid i historien, og det er samtidig personlig rekord for den amerikanske sprinter.

- Det var en magisk aften for mig. Doha er et dejligt sted for mig, og med denne præstation har jeg sendt et stærkt signal, siger Justin Gatlin ifølge Reuters.

Amerikaneren Mike Rodgers blev nummer to i Doha med en tid på 9,96 sekunder.

33-årige Justin Gatlin overtager titlen som verdens hurtigste i år fra jamaicaneren Asafa Powell, der erobrede titlen i sidste uge med en tid på 9,84 sekunder ved et stævne på Jamaica.

Sæsonen forventes dog først at skulle toppe i august, hvor der er VM i atletik i Beijing.

Justin Gatlin vandt OL-guld i Athen i 2004 på 100-meteren, mens han ikke var med ved legene i Beijing fire år senere, da han var udelukket på grund af dopingbrug.

Ved OL i London snuppede Gatlin en bronzemedalje, mens han ved det seneste VM i 2013 vandt sølv.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.