Justitsminister ser terroraktion som udtryk for truslens alvor

De seneste dages anholdelser er ifølge minister dog også udtryk for Danmarks stærke antiterrorberedskab.

KØBENHAVN:Justitsminister Nick Hækkerup (S) ser anholdelserne af 13 personer i de seneste dages antiterroraktion som udtryk for, at terrortruslen mod Danmark er alvorlig, men også som udtryk for, at antiterrorberedskabet er stærkt.

- Det er klart, at når man sigter 13 personer efter terrorparagrafferne for anskaffelse af våben og ingredienser og komponenter til at fremstille sprængstof, så er det da udtryk for, at vi lever i en tid, hvor der er en alvorlig terrortrussel, lyder det fra Nick Hækkerup, som tilføjer.

- Men igen er det også udtryk for, at vi har et politi og en efterretningstjeneste, som passer rigtig godt på os.

Efter ransagninger og anholdelser flere steder på Sjælland - blandt andet i Holbæk - er 13 mænd og kvinder i de seneste dage blevet sigtet og varetægtsfængslet.

Politiet mistænker dem for at forberede et terroranslag. Som led i planlægningen er der blandt andet blevet anskaffet våben samt ingredienser og komponenter til bombefremstilling.

Det er, ikke mere end 14 måneder siden at politiet sigtede en række personer efter en anden større antiterroraktion. 20 blev dengang anholdt.

Her mener man, at en gruppe planlagde et terrorangreb ved brug af sprængstoffer, mens en anden gruppe planlagde et angreb ved brug af skydevåben.

Inden for en forholdsvis kort periode mener myndighederne efter alt at dømme - de præcise detaljer i de tre sager kendes endnu ikke - altså at have forhindret tre terrorceller, som opererer på dansk grund, i at fuldbyrde deres planer.

På spørgsmålet om, hvorvidt Nick Hækkerup forstår de borgere, som på den baggrund er bekymrede, siger han:

- Det er jo også sådan, at PET (Politiets Efterretningstjeneste, red.) vurderer, at terrortruslen mod Danmark er alvorlig. Men jeg vil også gerne sige, at vi har et dygtigt politi og en dygtig efterretningstjeneste, som hver eneste dag passer på, at det ikke lykkes med terroraktioner i Danmark.

Justitsministeren ser det som et udtryk for, at myndighedernes indsats mod grupper med terrorplaner er stærk, selv om man aldrig vil kunne give en garanti.

- Vi skal være os bevidste om, at vi lever i en tid, hvor terrortruslen i Danmark er alvorlig. Man kan jo sige det sådan: Terroristerne skal jo bare være heldige én gang. Myndighederne skal ramme rigtigt hver gang, siger justitsministeren.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.