Justitsministeren holder fødselsdag i Hirtshals

HIRTSHALS:Fødselsdag med vælgerne i Hirtshals. Sådan har justitsminister Lene Espersen valgt i år at fejre sin 39 års fødselsdag 26. september. Dagen markeres med familien i Hirtshals, og det har givet mulighed for også at møde vælgerne ved et politisk arrangement dagen efter, mandag 27. september. Stedet er Hotel Hirtshals, og her kommer Lene Espersen med et bud på de udfordringer, regeringen står overfor og de valgtemaer, som bliver aktuelle, når vælgerne senest næste år atter skal spørges til råds. - Vi er begejstrede for, at det er lykkedes at få et offentligt møde i stand med Lene Espersen, siger Preben Christensen. Han er formand for Hirtshals konservative Vælgerforening, der sammen med Hjørring-kredsen er værter for det politiske møde. - Vi ved jo godt, at toppolitikernes kalender ofte er fyldt op, og Lene Espersen skal da også senere samme aften videre til København. Men forinden er der altså frit slag, og det gælder også en direkte meningsudveksling om aktuelle politiske spørgsmål, siger Preben Christensen, der understreger, at mødet er åbent for alle. Den meget snart 39-årige justitsminister er kendt som en åben og meget ligefrem politiker, der ikke er bange for at lægge stemme til sine meninger.