Justitsministeriet udleverer hemmeligt PET-notat

Socialdemokraten Henrik Sass Larsen har ikke længere tavshedspligt i omstridt sag

Justitsminister Morten Bødskov (S) har besluttet at udlevere et omdiskuteret PET-notat til Henrik Sass Larsen (S). Samtidig slipper Sass for den tavshedspligt, som han oprindeligt blev pålagt. Foto: Scanpix

Justitsminister Morten Bødskov (S) har besluttet at udlevere et omdiskuteret PET-notat til Henrik Sass Larsen (S). Samtidig slipper Sass for den tavshedspligt, som han oprindeligt blev pålagt. Foto: Scanpix

KØBENHAVN:Justitsminister Morten Bødskov (S) har besluttet at udlevere et omdiskuteret PET-notat til Henrik Sass Larsen (S). Samtidig slipper Sass for den tavshedspligt, som han oprindeligt blev pålagt.

Det fremgår af en meddelelse på Justitsministeriets hjemmeside.

Ombudsmanden har rejst kritik af, at Henrik Sass Larsen på et møde i Statsministeriet blev forelagt oplysninger om sig selv fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), men derefter blev pålagt tavshedspligt.

Tvivl om gyldighed

- Beslutningen skal ses i lyset af Ombudsmandens udtalelse, hvori der er rejst tvivl om gyldigheden af det tavshedspålæg, der blev givet til Henrik Sass Larsen på mødet, forklarer justitsminister Morten Bødskov.

Ombudsmanden har ikke krævet, at Sass skal have det hidtil hemmeligholdte notat, men det får han altså. Og samtidig ophører den tavshedspligt, som Ombudsmanden altså har sået tvivl om gyldigheden af.

- Den tvivl, der er rejst, betyder for mig at se, at det rigtige nu er, at notatet bliver udleveret til Henrik Sass Larsen. Samtidig vil den tavshedspligt, som Henrik Sass Larsen blev pålagt, ikke gælde, siger justitsministeren.

Rockermødet

Henrik Sass Larsen blev mod forventning ikke minister, da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) dannede regering. Det skyldtes, at der var rejst tvivl om PET's sikkerhedsvurdering af ham.

Han var ellers storfavorit til posten som finansminister. Problemerne med sikkerhedsvurderingen skyldes, at Sass sammen med vennen og partifællen Tommy Kamp har mødt rockeren Torben Ohlsen Jensen - bedre kendt som Suzuki-Torben - på en café i Køge i maj 2011.

Kamp er tidligere dømt for spirituskørsel.

Mange detaljer i sagen er mørkelagt, da både Sass Larsen og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har forklaret, at de har tavshedspligt.
/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.