Justra fyret

Ledelse handlede

Jiri Just­ra fik en kort sæ­son at run­de et langt ishockeyliv af på. Han sluttede i boksen i Frederikshavn i aftes mod Nordsjælland Cobras.foto: bente poder

Jiri Just­ra fik en kort sæ­son at run­de et langt ishockeyliv af på. Han sluttede i boksen i Frederikshavn i aftes mod Nordsjælland Cobras.foto: bente poder

FREDERIKSHAVN:Jiri Justra er fortid i Frederikshavn White Hawks. En bundplacering og et unødvendigt hjemmebanenederlag mandag aften til Nordsjælland Cobras fik bestyrelsen i Elite Nord Frederikshavn A/S til at fyre den 68-årige tjekkiske træner, og fra i dag står den tidligere assistent Peter Glad og målmandstræner Kim Bisgård med ansvaret for eliteishockeyholdet i Frederikshavn. - Vi valgte at stoppe samarbejdet med Justra efter tirsdagens træning, fordi vi ikke er tilfredse med forløbet af sæsonen hidtil. Vi har ikke nået vores succeskriterie, og selv om vi i de seneste kampe har bevæget os i den rigtige retning, har der både manglet gejst, humør og gode resultater, siger White Hawks-direktør Mogens Andersen. Alt for svingende - Præstationerne på isen har været alt for svingende, og det er bestyrelsens klare opfattelse, at truppen i White Hawks er langt bedre end til den nuværende bundplacering. - Vi har simpelthen ikke fået det optimale ud af truppen, og vi har nu valgt at få nye øjne og nye vinkler på tingene. - I første omgang tager Peter Glad og Kim Bisgård over, men vi arbejder på at finde en mere permanent løsning med en ny cheftræner, siger Mogens Andersen, der ikke vil kommentere på navne, og derfor heller ingen kommentarer har til NORDJYSKE Mediers spørgsmål om den tidligere frederikshavner-træner Olaf Eller er et emne. - - Vi orienterede spillerne efter træningen i aftes, og de er udmærket klar over, at de sammen med ledelsen også bærer deres del af de dårlige resultater, men spilleransvaret har været Justras, og det har ikke været godt nok, slutter Mogens Andersen.