Justra om fyring:- Panikløsning

FREDERIKSHAVN:- Det er en typisk panikløsning af en ledelse, der desværre ikke har is nok i maven, men omvendt er det også en slags lettelse for mig som 68-årig at blive løst fra jobbet. Sådan siger Jiri Justra efter at ledelsen i Frederikshavn White Hawks i aftes valgte at fyre den tjekkiske træner efter en svag sæsonstart. - Fyringen kommer efter at vi spillede tre gode kampe mod AaB, Herning og Odense, og mandag aften var vi uheldige med at tabe 2-3 til Nordsjælland, så jeg finder tidspunktet noget besynderligt, men selvfølgelig ønsker jeg frederikshavnerne held og lykke med resten af sæsonen. - Min tid som ishockeytræner er et overstået kapitel. Jeg er folkepensionist i Tjekkiet, Norge og Danmark, så nu får jeg tid til fisketure og andet udenfor isen, slutter Jiri Justra. Den tjekkiske trænerkapacitet kan se tilbage på en lang karriere med blandt andet to mesterskaber i Frederikshavn i 1989 og senest i 2000.