Motorsport

Juul giver baghjul

Motocross hjalp på Christian Juuls motorik

VIVE:Vroom. Motorcyklen accelerer. Christian Juul hiver i styret, forhjulet forlader jorden, og han og Yamaha'en forsvinder i en sønderrivende larm væk fra den hjemmelavede bane ved hjemmet i Vive. Det var også her på markerne, det begyndte tilbage i julen 1992. På det tidspunkt havde den femårige dreng problemer med motorikken, og valget stod mellem at ride eller køre motocross, for at der kunne komme mere styr på muskelbevægelserne. - Min søster red, så det blev motocross, fortæller Christian Juul, som ikke virker særlig ked af den beslutning i dag. Han fik en lille crossmaskine i julegave, og om foråret blev han meldt ind i Hadsund Motorklub. Derefter gik det slag i slag. Jo ældre han blev, jo større blev motorcyklerne, og det, der egentlig bare skulle hjælpe på motorikken, blev hurtigt til en konkurrencesport. Og i dag som 16-årig er han blandt de bedste motocrosskørere i sin aldersgruppe i Danmark. Men det er ikke nemt at få en tilværelse til at hænge sammen, når man som i Christians tilfælde satser både på uddannelse og en karriere inden for sporten. I øjeblikket går han i 9. klasse på Hadsund Skole. Efter skoletid hjælper han til i motocrossforretningen PSE Power Sport Equipment i Skelund, og derudover er der træning på bane og i motionscenter samt stævner næsten hver eneste weekend herhjemme og i udlandet. Efter sommerferien begynder han i lære som elektriker, så det bliver ikke foreløbig, at motocross-sporten får gavn af hans evner 24 timer i døgnet. - Tanken har også strejfet mig, hvis der er et team, der vil have mig. Men jeg har fået en fleksibel læreplads, og når man er tilknyttet Team Danmark som talent, kan man få forlænget læretiden. Drømmen hedder VM I denne sæson kører han DM i 125cc B-klassen, som er den næstbedste kategori. Da han er blandt de bedste juniorer, får han også lov til at køre i A-klassen, så kalenderen er fyldt op med stævner fra marts til oktober. - Jeg vil gerne drive det til noget stort. Alle drømmer om at køre VM, og hvis alt går godt i år, kan jeg måske køre EM allerede til næste år. Hans stærke side er ifølge ham selv, at han aldrig giver op, selvom han er langt efter konkurrenterne. Faktisk kan han bedst lide at kæmpe sig op i feltet, for hvis han fører fra start, mister han en gang imellem overblikket og styrter. I motocrosskredse er han kendt for at køre lige på grænsen, og det gælder både til stævner og træning. - Vælter man ikke til træning, har man ikke kørt 100 procent, siger den 16-årige, der er sluppet af med sin motoriske problemer og i stedet har fået helt styr på motorcyklen.